Weekendavisen #25 | 1. sektion | 24. Juni – 30. Juni 2005
Af THRÖSTUR HARALDSSON
En liberalisering af økonomien, ungdommelig fremtidstro og en nedarvet arbejdsetik ligger bag islandske storopkøb i en række vestlige lande, lyder den positive version. Russisk mafiaguld, siger kritikerne.
REYKJAVIK – I slutningen af maj viste islandsk fjernsyn et nyhedsindslag om danske investorers frygt for den islandske invasion i det danske finansliv. Åbenbart er det en udbredt opfattelse, at de islandske forretningsmænd, der i løbet af ganske kort tid blandt andet har opkøbt Magasin du Nord, flyselskabet Sterling og FIH erhvervsbank, kommer fra et samfund, hvor der raser trecifret inflation og kronen devalueres hver anden måned. For at berolige dem kan det slås fast, at heroppe går det godt, men send endelig ikke flere penge. Dem har vi nok af for tiden.
Imens de danske investorers bekymringer har en historisk baggrund, der godt nok ligger mindst 15 år tilbage, så griber britiske aviser og forretningsmænd endnu længere tilbage i historien, nemlig til vikingetiden, i en nærmest hysterisk kampagne mod islandske investeringer. Den 15. juni bragte de britiske aviser den nyhed, at ukendte investorer var begyndt at købe aktier i det verdensberømte kriseramte varehus Marks & Spencer. Rygterne ville vide, at nu var de islandske investorer endnu en gang ude for at overtage en folkekær forretning. Vikingene kommer!, hed overskrifterne. Og så blev der disket op med de efterhånden velkendte rygter om, at det nok er russisk mafiaguld, der står bag den islandske invasion.
Den islandske »invasion« genspejler de forandringer, der er sket i Island. I løbet af de seneste 15 år er den islandske økonomi blevet liberaliseret på alle områder. Den har ændret sig fra at være et centraliseret system under stærk politisk kontrol til at være nærmest helt fri for indgreb fra politisk side. En stor del af æren for denne udvikling skyldes Islands medlemskab i EØS-samarbejdet. Desuden har regeringen bidraget ved at privatisere bankvæsenet, der indtil århundredeskiftet enten var statsejet eller under stram statskontrol.
Resultatet er, at den islandske økonomi er ekspanderet med en voldsom styrke. Mellem 1993 og 2003 voksede den med 40 procent, og det skønnes, at den i slutningen af 2007 vil være vokset yderligere med 20 procent. Hvad skyldes det?
»Det er en blanding af flere ting,« siger Ásgeir Jónsson, en økonom, der arbejder for Kaupthing Bank og underviser på Islands universitet. »Den største årsag er nok liberaliseringen. En anden faktor er, at Island er en ung nation. Det betyder, at der er langt flere aktive på arbejdsmarkedet end i 1990. Den talstærke efterkrigsgeneration er stadigvæk i arbejde, mens dens børn også har meldt sig.«
Han peger på Kaupthing Bank som et eksempel. »Jeg er 34 år, og her i banken er halvdelen yngre end mig.« De unge bliver modtaget på arbejdsmarkedet med åbne arme: Arbejdsløsheden er ikke vokset, den har ligget på omtrent tre procent over en årrække.
Horde af investorer
Det er denne blanding af unge og ældre finansmænd, som udgør den horde af investorer, der i løbet af fire-fem år har investeret for flere hundrede milliarder islandske kroner i danske, svenske, engelske, franske og hollandske virksomheder.
Selv om overtagelsen af Magasin du Nord lød som sød musik i islandske ører, er de største opkøb gjort i England, hvor investeringerne siden begyndelsen af 2004 har været på næsten to milliarder britiske pund
(230 mia. ISK).
Der er flere grupper af aktive investorer, der hærger på de europæiske børser for tiden. Den mest aktive er nok Baugur Group, der startede som en kæde af lavprisbutikker i Reykjavík, men har udviklet sig til at kontrollere godt halvdelen af den islandske dagligvarehandel samt Magasin du Nord og en række engelske butikskæder, så som Hamley’s, Big Food Group (der meget passende ejer butikskæden Iceland), Karen Miller og en del andre modeforretninger. For øjeblikket deltager gruppen i et forsøg på at overtage en ny butikskæde, Somerfield, der vurderes til godt en milliard pund.
Mærkeligt nok er der ganske få fiskefabrikanter blandt de nyrige investorer. Bakkavör er en undtagelse. Den ejes af to brødre, som startede deres virksomhed i en lille fiskerby på sydkysten, men er nu blevet Storbritanniens største producent af færdigretter.
Den mest omtalte gruppe er nok Samson, der nu ejer Landsbankinn, som under hele efterkrigstiden var Islands største statsejede bank. Der er en del mystik omkring gruppen, fordi ingen rigtig ved, hvor rig den er. Den blev startet af tre mænd: far, søn og sønnens kammerat. Faren, Björgólfur Guðmundsson, var en af hovedmændene i en finansskandale med politiske overtoner, der fandt sted i 80erne, da rederiet Hafskip gik konkurs.
Björgólfur blev som direktør idømt betinget fængsel og forsvandt fra offentligheden for derefter pludselig at dukke op igen efter gode forretninger i Rusland. Tidligt i 90erne flyttede Samson-gruppen et islandsk bryggeri til Sankt Petersborg og gjorde det til en lukrativ bedrift, som de siden solgte til hollandske Heineken for 400 millioner dollars. De penge blev blandt andet brugt til at købe Landsbankinn og rederiet Eimskip, de to virksomheder der bidrog mest til Hafskips undergang. Men gruppens medlemmer har også investeret en del i udlandet, ikke mindst i kommunikation og lægemiddelindustri.
Trioens succes har affødt rygter om forbindelser med lyssky elementer fra det russiske forretningsliv, men det har ingen kunnet hverken be- eller afkræfte. Britiske aviser har bragt en del artikler om gruppens aktiviteter i Rusland, hvor man påpeger den kendsgerning, at bryggeriet Bravo i Sankt Petersborg gik fra den ene succes til den næste, mens deres konkurrenter enten blev skudt ned eller fik deres fabrikker brændt af.
Nedarvet arbejdsetik
Bankerne har spillet en stor rolle i denne udvikling – ikke mindst Kaupthing Bank, som har finanseret en stor del af investorernes opkøb af udenlandske virksomheder. De tre største banker har alle opkøbt banker og finansinstitutter i Skandinavien, England og Luxembourg. Kaupthing Bank er et godt eksempel på en bank, der tjente godt på bankernes privatisering og har kunnet udnytte den slagkraft, den fik, til at gøre sig gældende på det europæiske finansmarked. For tiden kommer kun en fjerdedel af bankens omsætning fra Island.
Ifølge de islandske økonomer, Weekendavisen har talt med, har denne »útrás«, som det hedder på islandsk, (nærmest et erobringstogt, med henvisning til vikingetogterne) sit udspring i en række sammenfaldende fænomener. For det første har den høje kronekurs gjort udlandsinvesteringer relativt billige, især hvis man har uhindret adgang til kapital. Og det har de islandske investorer, takket være pensionsfondene, der ejes i fællesskab af arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer.
Disse fonde blev oprettet i slutningen af 60erne, hvor arbejdsmarkedets parter blev enige om, at 10 procent af alle lønninger skulle indbetales til fondene (fire procent blev trukket i lønnen, mens arbejdsgiverne bidrog med seks procent, nu forhøjet til syv). Fondene har siden vokset sig enormt store. Deres rigdom er større end nationalproduktet og vokser støt. Men da Island som før sagt er en ung nation, bruges kun en lille del af fondenes midler til udbetaling af pension. Resten skal forrentes, og det nyder det islandske forretningsliv godt af.
Dertil kommer, at den unge generation af forretningsmænd (der er ganske få kvinder blandt investorerne) er vokset op i en tid med store forandringer og har en god tilpasningsevne. Desuden har de, ifølge Ásgeir Jónsson, »en helt anden synsvinkel på begrebet risiko end de europæiske investorer. De behøver ikke at tage hensyn til urgamle og indviklede interesser. De er selvsikre og handlekraftige som de gamle sagahelte, der rejste til udlandet og fandt det helt naturligt, at de blev modtaget med åbne arme, når de meldte sig hos kongerne i Norge eller England.«
Han tilføjer, at i begyndelsen blev der først og fremmest investeret i temmelig håbløse virksomheder, ikke mindst inden for østeuropæisk fiskeri, men nu er det udelukkende kvalitetsfirmaer i den vestlige del af Europa, der står for skud. Derfor er han ikke bange for, at de islandske finansvikinger vil gå konkurs.
»Selvfølgelig vil de begå fejl, men i det store og hele fører de sig meget fornuftigt frem,« siger han.
De islandske investorers gå-på-mod bunder i »en arbejdsetik nedarvet fra de islandske fiskere og landmænd,« sagde den islandske præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, da han i begyndelsen af juni blev interviewet af britiske The Times.
»Når fisken blev bragt til havn, skulle den bearbjedes med det samme, og høet skulle høstes, når vejret tillod det. Det gamle samfund er forsvundet, men denne kultur har overlevet. Vores forretningsmænd lukker ikke for telefonen klokken 17.«
Det er naturligvis den nationalromantiske udgave af historien, men den har alligevel en kerne af sandhed. Islandske forretningsmænd har ry for at være hurtige beslutningstagere og skrupelløse forhandlere, der nu har løsrevet sig fra fortidens politiske intrigemageri. Hvis man blander det med uudtømmelige fonde, der bare vokser, og en økonomi, der løber på skinner, så har man forklaringen på de islandske finansvikingers fremdrift.
Thröstur Haraldsson er islandsk journalist, skriver regelmæssigt i Weekendavisen.