Weekendavisen #16 | 1. sektion | 23. April – 29. April 2010
Í apríl 2010 urðu þau tíðindi að Rannsóknarskýrsla Alþingis kom út. Af því tilefni skrifaði ég tvær greinar, aðra fyrir birtingu, hina eftir. Af einhverjum ástæðum var fyrri greinin ekki birt en mér finnst rétt að hafa hana hér. Þess vegna má sjá hana neðan við þá sem birtist.
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Islændingene kæmper på to fronter: Mod naturens ubarmhjertige kræfter og mod selvskabte politiske plager. Det første er man vant til…
REYKJAVIK – Forrige uge var nok en af de mest begivenhedsrige i Islands nyere historie. Det begyndte med Rapporten. Klokken 10:30 mandag formiddag satte den islandske befolkning sig ned foran fjernsynet eller radioen og overværede en præsentation af den 2.300 sider store rapport, der overgik alles vildeste fantasi. På knap to timer beskrev de tre medlemmer af Altingets sandhedsudvalg begivenhedernes gang op til bankernes kollaps i oktober 2008. Derefter overtog en anden trio scenen: Det etiske udvalg, som beskrev et samfund, der gik i opløsning, da den særlige islandske variant af nyliberalismen, blandet med en stor del nepotisme og kammerateri, brød sammen.
Rapportens indhold var mindst lige så dystert som forventet. Dagen igennem blev islændingene bombarderet i medierne med beskrivelser af et tag-selv-bord, hvor bankernes ejere tømte bankerne for værdier og lånte hinanden flere tusind milliarder kroner uden nævneværdige garantier. Dette skete for øjnene af politikere, embedsmænd og tilsynsmyndigheder, der ikke løftede en finger for at standse gildet.
Præsentationen sluttede med en liste, hvor tre forhenværende ministre, tre forhenværende direktører for Nationalbanken samt direktøren for Finanstilsynet nævnes som de hovedansvarlige for, at der ikke blev grebet ind. De vil nu alle sammen blive anklaget for vanrøgt af deres embedspligt. For ikke at tale om de direkte skyldige: bankdirektørerne for de fire største banker, de største selskabsejere samt revisorerne. De vil af den særlige statsanklager blive stillet for retten for kriminel virksomhed. De første sager ventes at blive forelagt domstolene allerede her i slutningen af april.
Så snart præsentationen var overstået, begyndte hovederne at rulle. I løbet af ugen trådte gruppeformændene for de to største partier, Selvstændighedspartiet og Socialdemokraterne, tilbage sammen med Selvstændighedspartiets næstformand. Sandsynligvis vil flere politikere trække sig tilbage i den nærmeste fremtid, især inden for Selvstændighedspartiet, hvis formand, Bjarni Benediktsson, i skrivende stund kæmper for sit politiske liv.
Institutionernes sammenbrud
Sandhedsrapporten, som den er blevet kaldt, siges at være enestående i europæisk historie. Den blotlægger et samfund, hvor alle gængse ideer om et velfungerende finanssystem blev vendt på hovedet. Banker, forsikringsselskaber og koncerner blev systematisk tømt for kapital, gældsat uden anden garanti end aktier i de selv samme firmaer. Bankerne fik lov til at vokse langt ud over, hvad samfundet eller statskassen kunne yde garanti for.
En lille gruppe finansfyrster, der lånte penge af hinanden, ejede til slut størsteparten af de fire store banker. Og da de internationale kilder til ny kredit tørrede ud, stiftede de indlånskonti à la IceSave, hvor man lokkede både små og store investorer til at investere. Pengene blev derefter flyttet til Island, hvor de ser ud til at være forduftet. En del kapital menes via Luxembourg at være havnet i skattely som de britiske Jomfruøer.
Denne del af historien er efterhånden velkendt og accepteret af de fleste, selv om omfanget af bedrageriet viser sig at være langt større, end man hidtil har været villig til at se i øjnene.
Det er den politiske og institutionelle side af sammenbruddet, der har vakt størst opsigt. Sandhedsrapportens forfattere afslører en udøvende magt, der simpelthen ikke har fungeret. Kommunikationen mellem ministre indbyrdes og mellem politikere og embedsmænd har været så mangelfuld, at det ikke er til at tro. For eksempel blev bankernes situation knap nok nævnt på regeringens møder igennem hele sommeren 2008, selv om likviditetskrisen på det tidspunkt var yderst alvorlig.
Siden mini-krisen i 2006 stod det klart for en række økonomer, i hvilken retning det gik for bankerne, og i næsten to år arbejdede et udvalg af topembedsmænd fra forskellige ministerier med at finde frem til modtræk mod den truende bankkrise, men deres forslag blev aldrig fremlagt, hverken på regeringsmøder eller for de enkelte ministre. Ingen af udvalgets medlemmer så det som sin pligt at informere regeringen om eventuelle foranstaltninger, der kunne formindske bankkrakkets konsekvenser.
For ikke at tirre David
Et selvstændigt problem synes at være islandsk politiks dominerende figur i to årtier, Davíd Oddsson, tidligere statsminister (1991-2004) og leder af Selvstændighedspartiet, nationalbankdirektør, da økonomien brød sammen (og nu chefredaktør på Morgunblaðið, et af Islands største dagblade.)
Rapporten bekræfter et rygte, der længe har verseret om, at landets daværende handels- og bankminister, socialdemokraten Björgvin G. Sigurdsson, blev holdt uden for diskussioner med andre ministre og Nationalbankens ledelse i perioden fra november 2007 til bankernes kollaps i oktober 2008.
Forklaringen er, at Sigurdsson kort tid efter sin tiltræden i sommeren 2007 kom i skænderi med nationalbankdirektør Davíd Oddsson om muligheden for Islands medlemskab af EU og optagelse i EUs møntunion. Derefter passede hans kolleger i regeringen på, at Oddsson og Sigurdsson ikke kom til at møde hinanden – »for ikke at tirre Davíd unødigt,« som det blev sagt.
Statsminister Geir Haarde klager i rapporten over, at han aldrig helt er klar over, hvem han taler med, når han snakker med Davíd Oddsson. Er det vennen, som han har kendt fra gymnasietiden? Er det den gamle partiformand, der giver dessiner til sin efterfølger? Eller måske embedsmanden, der rådgiver sin statsminister? Der findes eksempler på episoder, hvor statsministeren simpelthen ikke var i stand til at fortælle sin gamle ven, hvordan tingene lå, af frygt for Oddssons berygtede vredesudbrud.
Davíd Oddsson har forklaret, at han advarede regeringen mod en eventuel bankkrise så tidligt som i begyndelsen af februar 2008, hvilket rapporten bekræfter. Men han gjorde det kun mundtligt, der fandtes intet memo om mødet, og nationalbankdirektøren fremlagde ingen nødplan eller andre forslag om bankernes redning. Derfor blev han heller ikke taget alvorligt. »Han har en tendens til at overdramatisere,« sagde Geir Haarde. Tre måneder senere, i maj 2008, udgav Nationalbanken en rapport, hvori bankernes tilstand beskrives som udmærket.
Der findes i sandhedsrapporten massevis af fortællinger i samme stil. Den bekræfter de fleste af de rygter, som man hidtil ikke har kunnet tro var rigtige. Rapporten har givet den menige islænding en platform, hvorfra man kan komme videre. Tonen i debatten er blevet en helt anden, væk er de heftige beskyldninger om landsforræderi og lignende. Nu har vi fået det hele bekræftet, nu er det op til domstolene at tage stilling til de anklager, rapporten indeholder. Det er lykkedes forfatterne at få islændingene til at tro på, at der muligvis findes en offentlig instans, de kan stole på, hvor alle de andre har svigtet. Derudover er det hele forklaret i et forbilledligt forståeligt sprog.
Dag blev til nat
Netop som den islandske befolkning omsider havde fået en indsigt i den menneskeskabte katastrofe, der ramte samfundet for halvandet år siden, slog en ny katastrofe til. I slutningen af marts begyndte et lille, meget gunstigt placeret vulkanudbrud mellem de to store gletsjere Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull. Det var det »fuldkomne turistudbrud« – uden nogen som helst fare for befolkningen. Men onsdag i sidste uge – to dage efter sandhedsrapportens udgivelse – ændrede det karakter til et meget mere aggressivt udbrud i toppen af Eyjafjallajökull med efterfølgende flodbølger og nedfald af aske.
Det nye udbrud medførte en del udfordringer for det moderne samfund. Det begyndte med en flodbølge, der gjorde ringvejen A1, landets vigtigste trafikåre, ufarbar. Man kunne ikke køre mælken til mejeriet eller børnene til skole. Derefter begyndte asken at falde. Den lammede flytrafikken i det meste af Europa og gjorde dag til nat for de landmænd, der bebor den smalle, men frugtbare stribe land mellem gletcheren og havet. I dagevis er asken faldet ned og har ødelagt græs- og kornmarker.
Enkelte landmænd har allerede givet op og vil flytte væk. »Der bliver ingen høst i år,« siger Kristinn Stefánsson, der er i færd med at drive sit kvæg til slagteriet.
»Hidtil har Eyjafjallajökull bare været et smukt bjerg, der har givet os læ for nordenvinden,« tilføjer hans kone, Anna Björk Ólafsdóttir, til Fréttablaðið. »Børnene siger ikke meget, de forstår ikke, hvorfor vi skal flytte væk. Men nu har vi siddet i mulm og mørke midt på dagen og er blevet evakueret flere gange. Vi har fået nok.«
Civilforsvaret roses fra alle sider for at have gjort deres arbejde godt. De har lavet flugtplaner og diverse foranstaltninger, der hidtil har virket udmærket. Folk er blevet evakueret til forsamlingshuse, hvor frivillige giver dem mad og et sted at sove. Hidtil er ingen kommet til skade som følge af udbruddet.
Venter på Katla
Vulkanernes aktivitet er en del af livet i Island, den kommer ingen udenom. Man er forberedt på deres udbrud, så godt som muligt. Ingen ventede dog, at Eyjafjallajökull skulle bryde løs; det er naboen Katla, som lurer under ismassen 25 km længere mod øst, alle frygter.
Eyjafjallajökull er en gammel vulkan, der ikke har været særlig aktiv. Nuværende udbrud er kun det fjerde efter landets bosættelse i det niende århundrede. Men de plejer at blive efterfulgt af et udbrud fra den langt større nabo, Katla. Sidste gang, Eyjafjallajökull var aktiv, var i 1821-1823. Udbruddet stod dengang på i halvandet år – indimellem var der lange perioder, hvor vulkanen var tavs, men så begyndte den at spy aske igen.
Katla er en helt anden sag. Når den går i udbrud, vil man opleve en massiv flodbølge, sandsynligvis i retning mod de sparsomt beboede egne øst for den store Mýrdalsjökull. Udbruddet bliver langt, langt større end det, Eyjafjallajökull har præsteret, men vil sandsynligvis være overstået på et halvt døgn. Derefter kan Katla spy aske i uge- eller månedsvis.
Sidste gang, Katla brød løs, var i 1918, og da var askevolumenet syv gange større, end hvad der hidtil er kommet fra Eyjafjallajökull. Det var før de moderne jetfly kom på banen, og derfor blev der ikke kaos i det europæiske luftrum.
Det 20. århundrede var relativt stille, hvad angår den vulkanske aktivitet i Island. I 1783 opstod derimod historiens allerstørste katastrofe, da et udbrud fra Lakagígur længere mod øst udslettede en femtedel af befolkningen. De fleste døde som følge af den hungersnød, der fulgte, da markerne lå brak, og en stor del af bestanden af kvæg og får var udryddet.
Asken og svovlen fra Lakagígur spredte sig over hele den nordlige halvkugle og førte til en nedkøling af temperaturen i Europa. Høsten blev markant dårligere med efterfølgende prisforhøjelser på mad, udbredt hungersnød og social uro, blandt andet i Frankrig, hvor den franske revolution fandt sted nogle få år senere…
Islændingene kæmper nu en eksistenskamp på to fronter. Den ene er forvoldt af naturen, som man ikke kan standse, men kun forsøge at finde sig til rette i. I værste fald bliver man igen nødt til at evakuere tusindvis af mennesker, som i 1973 på Vestmannaøerne. Det må man så gøre.
Den anden front er menneskeskabt – i sidste ende af de vælgere, der har stemt korrumperede ledere til magten. Det vil tage tid, lang tid, før det politiske system i Island kommer til hægterne igen. Festen er slut, de sidste gæster er gennet ud, og oprydningen begyndt. Nu skal der skabes et nyt samfund, et nyt Island, siger man. Vi får se.
Thröstur Haraldsson er islandsk journalist.
Når krybben er tom…
Send til birtingar 16. apríl 2010 en var aldrei birt
På Island underholder man sig med et turistvenligt vulkanudbrud mens man venter på at nogen gør noget ved det hele
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
På Island venter man og har ventet længe. Man venter på at noget sker, at arbejdsløsheden mindsker, at regeringen forhandler sig frem til en ny løsning af IceSave-konflikten, at IceSave-gælden fordufter, at bankerne begynder at fungere igen, at renten går ned, at demokratiet moderniseres, at… Men mest af alt venter man på Rapporten, den skulle være udkommet sidste efterår, men nu siges det at den bliver offentliggjort i midten af april. Produktionen foregår på et trykkeri i Reykjavík hvor man kun kan arbejde i weekenden fordi ellers vil alt for mange blive kendt med indholdet af den.
Rapporten siges at være på godt 2.000 sider i ni bind. Den er skrevet af et tremandsudvalg der fik den opgave kort tid efter bankernes fald at finde ud af hos hvem ansvaret for krisen, både økonomisk og politisk, skal placeres. Intet er sivet ud om indholdet udover udvalgsformandens erklæring om at det islandske folk aldrig før har fået så dystert et budskab. I begyndelsen fik udvalget den opgave at granske i tiden umiddelbart før og under bankernes fald i efteråret 2008, men så ønskede juristtrioen et udvidet mandat, de ville se længere tilbage i tiden for at få med bankernes privatisering i begyndelsen af århundredet. Alt skal endevendes, politikernes og embedsmændenes gøren og laden – eller mangel på samme – skal finkæmmes ligesom bankernes ledelse og forretningsmændene står for skud. Statsminister Jóhanna Sigurðardóttir erklærede på socialdemokraternes landsmøde i sidste weekend at hvis rapporten ikke tager stilling til bankernes privatisering vil hun starte en selvstændig kulegravning af den tid hvor det hele begyndte at gå skævt.
Svovlet smitter
I øjeblikket underholder man sig med et vulkanudbrud som tegner til at blive den fuldkomne turistattraktion, ganske lille men meget smukt med pittoriske lavafloder, gunstigt beliggende uden nogen som helst bivirkninger, hverken oversvømmelser eller giftig aske og lavastrømmen udfolder sig uden fare for bebyggelse eller levende væsener. Det største problem er at holde styr på tusindvis af islandske og udenlandske entusiaster der allerhelst vil ned i krateret, de kan simpelthen ikke komme tæt nok på udbruddet.
Men også dette udbrud fører til en ny venten. Nu venter man på det helt store vulkanudbrud i Katla, nogle få kilometer øst for nuværende krater. Historisk er der stor sandsynlighed at udbruddet i Eyjafjallajökull vil føre til at Katla bryder sin usædvanligt lange tavshed på godt halvfems år. Hvis det sker vil det sikkert føre til en katastrofe af et helt andet format: massive flodbølger og rømning af store områder.
Svovlen der strømmer op fra landets indre minder en del om den politiske debat. På blogsiderne og helt ind til Altingets talerstol slænger man for tiden ud med grove og giftige beskyldninger. Regeringens ministre og bankmogulerne bliver slået over en kam og kaldt for landsforrædere. Den samme skæbne lider enhver der af en eller anden grund udtrykker den mening at det islandske folk skulle være delvist ansvarlig for IceSave-skandalen, for ikke at tale om folk der støtter Islands medlemskab af EU.
Den historiske parallel
Det er en gammel skik på Island at søge efter historiske paralleller til det som sker. Nu finder man den påfaldende sammenligning i 1200-tallets borgerkrigslignende tilstande. Sturlungaöldhedder denne tid, kaldt efter tidens magtfulde klan. Den stod på i fyrre år med magtkampe mellem tre klaner på henholdsvis Nord-, Syd- og Vestlandet. Alliancerne skiftede tit over hele perioden og indimellem blev der udkæmpet store slag med betydelige dødsfald, efterfulgt af hævntogter og drab.
Sidste efterår udkom den første biografi om Sturlunga-ættens mest berømte søn, forfatteren Snorri Sturluson (1179-1241), hvor historikeren Óskar Guðmundsson giver et helhedsbillede af den nordiske kulturkæmpe og hans samtid. Blandt de bøger der blev nomineret til den nordiske litteraturpris i år er Einar Kárasons bog Raseri(Ofsi på islandsk) hvor han genfortæller en af Sturlunga sagasmest grusomme begivenheder, branden af gården Flugumýri i Nordlandet hvor Snorris banemand, Gissur Þorvaldsson, tolv år efter Snorris død forsøgte at forsone sig med Sturlungerne ved at gifte sin søn med en af deres døtre. Gissur Þorvaldsson overlevede branden imens hans familie døde sammen med en del bryllupsgæster.
Gissur var kongens mand, den norske Kong Håkons jarl og gesandt der i 1262, knap ti år efter det katastrofale bryllup, lykkedes at overtale de islandske høvdinger til at underskrive en aftale med kongen hvori de blev hans edsvorne undersåtter. Det var slutningen af det islandske «folkevælde», et eksperiment i republikansk samfundsform der led under mangelen af en samlet udøvende magt.
Denne episode bliver ivrigt brugt af de islandske EU-modstandere som hævder at det samme sker nu, hvor landet er havnet i en dyb krise på grund af indre stridigheder. Derfor ser mange det som den eneste udvej at melde sig ind i EU og derved at ofre landets suværenitet og selvstændighed, hævder modstanderne der hellere vil stå på egne ben og trodse omverden. Fra denne argumentation er der ikke lang vej til beskyldninger om landsforræderi.
Hvem blev svigtet?
Selvfølgelig er EU-tilhængerne ikke enig i denne opstilling. En række forskere påpeger at denne argumentation ikke er ny, men at den slet ikke stammer fra det 13. århundrede som mange tror. I folkevældets lov fandtes der ingen klausul om landsforræderi eller landssvig af den indlysende årsag at der ikke fandtes noget objekt for forræderiet, hverken konge, regering eller statsmagt. Befolkningen var efterhånden begyndt at opfatte Island som en enhed, men islændingerne oplevede sig stadigvæk først og fremmest som en del af det nordiske storrige. Så hvis man skulle gøre sig skyldig i landssvig eller landsforræderi så ville det være overfor den norske konge eller en anden af tidens konger og høvdinger. Nationalismens fødsel måtte man vente på i godt 500 år.
Historikeren og økonomen Ásgeir Jónsson hævder at den samme logik gør sig gældende nu og på 1200-tallet, men ikke på den måde som tidens EU-modstandere fremlægger den. Tværtimod oplevede størstedelen af den islandske befolkning (ihvertfald høvdingerne) det som en åbning overfor Europa at indgå i det norske rigsfællesskab. Aftalen med Kong Håkon gav Island blandt andet en sikkerhed for faste handelsforbindelser (seks skibe om året mellem Island og Norge) med resten af Europa.
Hvorfor glemte man Gissur?
Historikeren Guðni Th. Jóhannesson og litteraturprofessor Úlfar Bragason tilhører en gruppe forskere der hævder at hele argumentationen omkring begrebet landsforræderi har sit ophav i selvstændighedskampen under den sidste halvdel af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende. I den tid fremsatte islændingerne deres krav om først suverænitet og derefter fuld selvstændighed fra Danmark. Man tolkede landets historie på en ny måde, hvor republikkens tid (874-1262) blev anset som Islands guldalder. Derefter gik det ned ad bakke, først med knæfaldet for den norske og senere den danske kongemagt, ifølge selvstændighedskampens historieopfattelse.
For at støtte denne fortolkning manglede man en skurk og Gissur Þorvaldsson viste sig at være en udmærket kandidat i denne rolle. Han blev udråbt som landsforræder og den titel bærer han stadigvæk i nationens (under)bevidsthed. Úlfar Bragason har for eksempel spurgt hvorfor hans 800-års fødselsdag ikke blev fejret sidste år. Ingen huskede ham.
Gissur Þorvaldsson har altid været en omstridt figur. En del forskere er af den mening at han gjorde det bedste for Island i en besværlig tid, hvor han trods alt sikrede islændingerne en gunstig aftale med den norske kongemagt. Han har altid haft sine fortalere i Island, men det har også sin forklaring i intriger mellem landets forskellige egne, man tog simpelthen stilling med hans klan på Sydlandet. For eksempel har Óskar Guðmundsson fortalt at mens han arbejdede på Snorri Sturlusons biografi var der en del mennesker der spurgte ham med slet skjult bekymring hvilken medfart Gissur ville få i bogen.
Sagaerne og nationalismen
Sidstnævnte viser godt hvor levende de gamle historier, sagaerne, er i den islandske bevidsthed. Siden krisen startede har denne interesse vokset mærkbart. Einar Kárasons bøger fra Sturlungaalderen, Fjendemøde(2001) og Rasen(2008), har bidraget til denne interesse. Forfatteren har også holdt kurser hvor han lærer folk at læse Sturlunga saga– det er ikke helt enkelt – og de er blevet et tilløbsstykke.
På trods af denne voksende interesse for sagaerne og den islandske «guldalder» er forskerne ikke særlig glade for den herskende historieopfattelse. En stor del af befolkningen har aldrig hørt, eller vil ikke høre, om den revision af historien som efterhånden har været i gang i en lang tid. Den sidder fast i den romantiske tids forestilling af helte og skurke, fædrelandsforkæmpere og landsforrædere. Det er en god grobund for nationalistiske holdninger som mange tyr til «i disse for vort land så besværlige tider» (for at citere den bretonske høvding Majestatix).
Dette får udtryk i en udbredt modstand mod landets tilslutning til EU. For tiden er modstanderne næsten dobbelt så mange som tilhængerne, men det kan ændres. Som mange har påpeget er islændingerne ikke uden sans for sine økonomiske interesser så hvis udfaldet af de forestående forhandlinger om medlemskab bliver gunstigt, dvs. hvis Island kan bevare kontrollen over fiskeriet, kan stemningen ændre sig ganske hurtigt.
Men det må man slå sig til tåls med at vente på, ligesom på Rapporten, IceSave, Katla, økonomiens genrejsning, arbejdsløshedens formindskelse…
Forfatteren er islandsk journalist.