Weekendavisen #42 | 1. sektion | 22. Oktober – 28. Oktober 2010
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Bankkrise.Islændingene får nu en ny grundlov, som de krævede det efter finanskrisen. Den gamle var fra 1849. Men var den skyld i krisen? Og vil en moderne grundlov hjælpe?
Alligevel var stemningen ikke den samme som i januar 2009, da folkeskaren på Austurvöllur drev den daværende regering – krakkets regering – på flugt. Deltagerne var ikke færre men budskabet mere broget. Tingene har ændret sig. Det er først nu, at krakket virkelig bider, folk er begyndt at miste deres hjem og bil på tvangsauktioner. De blev i sin tid udsat, men nu falder øksen. Samtidig fik folk at høre om bankernes rundhåndede afskrivninger af gæld hos nogle virksomheder, deriblandt et rederi der ejes af familien til Fremskridtpartiets forhenværende leder, den ene af de to partiledere, der stod for bankernes privatisering og den efterfølgende økonomiske boble.
Som sæd og skik byder, blev regeringens forslag til finanslov for 2011 fremlagt på tingets første arbejdsdag, og det er ikke særlig opmuntrende. Dagsordenen lyder på massive nedskæringer. Regeringen, der vedkender sig den nordiske velfærd, ser sig nødt til at skære ned i velfærdsydelserne – hospitaler og skoler står for skud, og de offentligt ansatte vil ikke se nogen lønforhøjelse i den nærmeste fremtid, de kan prise sig lykkelige, hvis de beholder deres job, hvilket mange ikke vil gøre. Det venter en hård vinter derude.
Det var altså en del at protestere imod. Alligevel var det andre ting, der udløste protesterne. I slutningen af september vedtog Altinget med et knapt flertal at stille forhenværende statsminister, Geir H. Haarde, for Rigsretten (eller Landsdómur som den hedder på islandsk). Han får den tvivlsomme ære at være den første minister, der lider den skæbne, da Landsdómur aldrig er blevet kaldt sammen siden loven om den trådte i kraft i 1905. Man er stort set indforstået med, at det var blevet for sent at forhindre krakket, da hans regering kom til magten i foråret 2007. Men han bliver anklaget for vanrøgt af sit embede, fordi han ikke fik iværksat nogen foranstaltninger i det øjemed at gøre krakkets følger lettere for befolkningen. De virkelige skurke, lederne af regeringen fra 1995-2007, kan ikke stilles for retten, da deres eventuelle forbrydelser er forældede.
Protesterne på Austurvöllur genspejlede ikke mindst befolkningens skepsis og lede over for Altinget og hele den politiske etat. Ifølge meningsmålinger nyder Altinget kun tillid blandt 7,5 procent af befolkningen. Folk er blevet trætte af den evige strid mellem partierne og ønsker klar besked om, hvor vejen ud af krisen ligger. Protesterne førte til nogle hektiske dage, hvor regering, opposition og en del interesseorganisationer diskuterede nye tiltag, men endnu er den rigtige løsning ikke fundet.
Grundloven genskrevet
Imens man venter på den, arbejdes der ihærdigt på at imødekomme det ene af isenkramrevolutionens hovedkrav, der endnu ikke er blevet indfriet: En omfattende genskrivning af rigets grundlov. Den oprindelige forfatning stammer fra 1874, da Christian IX overrakte den til det islandske folk i anledning af 1000-års dagen for Islands bosættelse. Selvom den blev opdateret i 1920, 1944 og 1995, er der stadigvæk en del paragraffer, der stort set er uændrede fra den første udgave, en nærmest ordret oversættelse af den danske grundlov fra 1849. Det er især, hvad der angår rigets forvaltning og den tredelte statsmagt, at man ønsker klare bestemmelser. Nogle hævder, at man i 1944 nøjedes med at skifte ordet »konge» ud med ordet »præsident«.
I hvert fald hævder Daði Ingólfsson, formand for græsrodsorganisationen Forfatningsforeningen, at den udøvende magt – regering og præsident – så småt har frarøvet Altinget – den lovgivende magt – ansvaret. Altinget bliver formelt set ikke forstyrret, mens partilederne og præsidenten danner regering. Han hævder, at forfatningen ikke genspejler den politiske virkelighed, blandt andet på den måde at to vigtige begreber ikke findes i teksten. Det ene er »parlamentarisme«, og det andet er »regeringsgrundlag«. Ifølge forfatningen er altingsmænd kun ansvarlige over for deres samvittighed, men i realiteten er de bundet af regeringens politiske grundlag, det vil sige den udøvende magt. Det burde være omvendt.
Endevendes
Björg Thorarensen professor i forfatningsret ved Islands universitet vil endevende forfatningen. Hun siger, at en moderne forfatning bør starte med en indgang, hvor man definerer samfundets grundlæggende værdier og mål. Så skal der være et kapitel om menneskerettigheder, for derefter at beskrive samfundets institutioner, den lovgivende, udøvende og dømmende magt, i den rækkefølge. I den nuværende forfatning findes der hverken værdier eller mål, det nævnes ikke engang, at Island er en demokratisk retsstat. Den begynder med den udøvende magt og slutter med et kapitel om menneskerettigheder, der blev tilføjet i 1995.
Hun ser gerne en forfatning, hvor man skaber en større klarhed omkring den udøvende magt, samspillet mellem regering og præsident, samt en vejviser for regeringens måde at arbejde på. Altingets status som kilden til al magt i samfundet bør styrkes, blandt andet ved oprettelsen af opsynsmekanismer for at holde regeringen og de enkelte ministre i ave. Det er ikke mindst på den udenrigspolitiske arena, professoren vil styrke Altingets position. Der står ikke noget som helst om udenrigspolitik i den nuværende forfatning. Det giver regeringen næsten ubegrænset magt til at føre sin politik over for andre lande eller internationale institutioner uden at rådføre sig med Altinget. Hun henviser til Islands støtteerklæring til den ulovlige Irak-invasion, hvor Altinget ikke blev spurgt. I den sammenhæng skal der også laves om på forfatningen, så Island kan blive medlem af EU. Der står ikke noget i forfatningen om, at riget kan overdrage en del af sin suverænitet til institutioner uden for landets grænser.
Sidst men ikke mindst vil professoren give folket en ret til direkte demokrati, det vil sige, at der skal indføres en klausul om folkeafstemninger. Den findes ikke i den nuværende forfatning. Derudover har mange nævnt, at grundloven bør sikre statens ejendomsret til de naturlige ressourcer, samt at stemmeretten skal være lige, uanset hvor man bor. Adskillelse mellem stat og kirke bliver også nævnt.
Folket bestemmer
Kravet om en ny forfatning kom fra folket, og nu skal folket deltage i genskrivningsprocessen. Sidste mandag udløb fristen for at opstille til valget af forfatningstinget, en ny institution der får den opgave at lave en ny grundlov. Godt 400 mennesker ønsker at deltage i valget, der foregår i slutningen af november. Mærkeligt nok ser det ud til, at partierne for en gangs skyld holder sig udenfor. Med ganske få undtagelser er kandidaterne almindelige mennesker, uden deltagelse af de kendte politikere, jurister og celebriteter. Der skal kåres 25-31 medlemmer (de sidste seks skal bruges, hvis det er nødvendigt for at sikre en retfærdig kønsfordeling) i et valg, hvor hele landet er én valgkreds.
Inden valget bliver der holdt et folkemøde, hvor 1.000 islændinge, tilfældigt udtaget, kommer sammen for i en hel dag at diskutere de værdier, de synes skal danne grundlaget for det islandske samfund i fremtiden. Det er tredje gang, der er blevet holdt et folkemøde i Island, første gang var i 1851, i selvstændighedskampens startfase, mens det andet blev holdt sidste efterår og var en stor succes.
Forfatningstinget vil træde sammen i midten af februar næste år, og i midten af juni skal forslaget til en ny grundlov forelægges Altinget. Akkurat dét stiller mange sig kritiske overfor. De siger, at Altinget trods utallige forsøg hidtil ikke har været i stand til at vedtage ændringer, der berører rigets forvaltning, så hvorfor skulle det være det nu? Men hvis der hersker enighed blandt forfatningstingets medlemmer, bliver det svært for Altinget at lave de helt store ændringer i deres forslag. Det endelige resultat sendes jo til slut ud til folkeafstemning.
Der er altså stadig rod i det islandske rige, men det står til bedring.
Þröstur Haraldsson er islandsk journalist.