Weekendavisen #18 | Kultur | 6. Maj – 12. Maj 2011
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Musikhus.De kreative erhverv og kulturen har klaret sig bedre gennem krisen i Island end fiskeri og industri. Alligevel er der hidsig debat om, hvorvidt Ólafur Elíasson og Henning Larsens nye musikhus i Reykjavík er frådseri i en økonomisk krisetid.
Det nye musik- og konferencehus på havnefronten ser ud, som om det er spiret op i bybilledet i Reykjavík. Det har fået navnet Harpa, og for mange er det blevet et symbol på »det nye Island«, for andre et tegn på unødvendigt frådseri og spild af penge. Huset er en mærkelig blanding af det gamle boblesamfund og det nye samfund, mange ønsker at skabe, et samfund baseret på kulturelle værdier i stedet for klipfisk og aluminium. Sidst men ikke mindst er det også opfyldelsen af en hundrede år gammel drøm om et ordentligt sted, hvor islandske musikere kan udøve deres kunst.
Huset i sig selv er et kunstværk. Det første, man ser, er Ólafur Elíassons stålprofiler under en facade af klart gennemsigtigt glas, brudt op af farveflader ind imellem. Under facaden findes der fire koncert- og konferencesale, hvor den største, Eldborg, opkaldt efter et vulkansk krater på det vestlige Island, kan rumme 1.800 personer. En anden hedder Nordlyssalen, fordi belysningen i den efterligner nordlysenes farvespil. Det er et eksempel på, hvordan Ólafur Elíasson og arkitekterne – med Henning Larsens tegnestue i spidsen – bruger Islands natur som inspiration. Overalt kan man også se efterligninger af søjlebasalt, et udbredt fænomen, der giver Islands natur et særpræg.
DERES udsendte fik en rundtur i bygningen knap en uge før det gik løs. Det mindede meget om en Tati-film, hvor håndværkerne forsvinder ud ad bagdøren, mens de første gæster strømmer ind i foyeren. Overalt flød det med redskaber og bygningsmaterialer, og kinesisk og polsk var lige så almindeligt som islandsk. Den kæmpemæssige stålkonstruktion, der bærer husets facade oppe, er »made in China« af et firma, der sendte en hær af kinesere for at sætte den op. Det gik ikke helt efter planen, da en del af stålprofilerne ikke holdt standard og begyndte at ruste. En del af facaden blev revet ned og erstattet af nye profiler, hvilket førte til, at huset og den omkringliggende tomt først bliver helt færdigt i løbet af sommeren.
Men husets pragt overstrålede alt rodet. Det er en bygning uden sidestykke, i hvert fald i Island. Ólafur Elíasson har sagt til Weekendavisen, at samarbejdet omkring Harpa har været enestående, fordi han var med fra begyndelsen. Det plejer at være sådan, at man først »klistrer« kunsten på, efter at arkitekten er færdig. Man får på fornemmelsen, at huset er gennemtænkt fra den yderste facade helt ind til stolen på fjerde række i den store, varme, røde koncertsal.
Det kolde forår med grå og våde dage har endnu ikke tilladt solen at spille på de tangenter, som Ólafur og arkitekterne har stillet til rådighed, men det kan man så glæde sig til at opleve under de lyse sommernætter, der forhåbentlig ligger forude.
Omsider har Islands symfoniorkester fået et hjem. For et par uger siden forlod musikerne den gamle biograf med den dårlige akustik, som orkestret har måttet slå sig til tåls med i et halvt århundrede. De gik i promenade gennem centrum til det nye hus, der overgår deres vildeste drømme om akustik. Den første prøve var så vellykket, at musikerne helst ikke ville holde op med at spille. I onsdags blev den første koncert holdt i Harpa under ledelse af Vladimir Ashkenazy – Islands svigersøn nr. 1. Den blev straks udsolgt og måtte gentages to gange.
»Harpa er nok det musikhus i verden, man har ventet længst på. Jeg kender ikke andre, som har ventet i et helt århundrede på sådan et hus,« siger Steinunn Birna Ragnarsdóttir, musikdirektør for Harpa til Weekendavisen. »Nu har vi for første gang fået et hus og arbejdsvilkår, man kan sammenligne med det bedste, der findes i andre lande. Det betyder, at vi nu kan invitere verdensstjerner, som ellers skulle tænke sig godt om, før de tog kursen mod Island. De islandske musikere tror, de allerede er kommet i himlen. Dette hus vil ændre den islandske musikscene radikalt,« tilføjer hun.
DER skulle et økonomisk »mirakel« til, før musikhuset blev til virkelighed. Midt i de hektiske år i begyndelsen af det nye årtusind blev der dannet en alliance af entusiaster, der med støtte fra staten og Reykjavíks kommune startede bygningen af et eventyrslot ved Reykjavíks havn. Musikelskere jublede og man gik i gang med at fjerne den gamle fiskehal, der stod på tomten. Snart dominerede byggekraner havnefronten, og huset begyndte at tage form.
Men efter bankkrakket i efteråret 2008 gik bygningen af Harpa i stå. Dengang var huset knap kommet op af jorden og manglede en hel del for at blive den skønhed, det nu er blevet til. De islandske myndigheder og befolkningen stod over for et dilemma: Enten skulle man fremtrylle en enorm pengesum for at realisere drømmen eller lade den grimme ælling stå som et monument over et samfund, der gik amok. Resultatet blev, at bygningen skulle gøres færdig. Den bliver i hvert fald et smukt monument!
Men det koster. Da bankerne gik konkurs, havde man allerede lagt 10 milliarder islandske kroner i bygningen. De penge er blevet afskrevet, og de islandske skatteydere har overtaget gælden. Nu siger man fra officielt hold, at det vil koste godt 17 milliarder kroner (ca. 650 mill. danske kr.) at gøre huset klar til brug, men sandsynligvis vil det koste mere. Ironisk nok vil udgifterne til huset sandsynligvis være i nærheden af de 32 milliarder kroner, som Icesave-gælden (de penge, som den islandske internetbank, Icesave, fik i indlån af kunder fra især England og Holland, og som den islandske stat i første omgang ikke var i stand til at dække ind, red.) udgjorde, sidste gang den blev gjort op. I danske kroner svarer det til 1,5 milliarder. Det var for resten den samme bankdirektør, som oprettede Icesave-kontiene, der også tog initiativ til musikhuset.
SELVOM det islandske bankvæsen brød sammen og tog økonomien med i faldet, har kulturen blomstret som aldrig før. Kunst og kultur har vist sig mere levedygtig end resten af samfundet og klarer sig godt uden den lille gruppe stenrige mæcener, der var begyndt at sponsorere den.
Men det var ikke nogen nem beslutning at færdiggøre byggeriet. Koncerthuset har hele tiden været meget omstridt. Stærke kræfter i det islandske samfund ser kulturen som spild af tid og ressourcer, et dyrt og elitært tidsfordriv, der nasser på erhvervslivet og det øvrige samfund. Under Altingets årlige debat om statens kunststøtte i fjor spurgte således altingsmanden og skibsrederen Ásbjörn Óttarsson, hvorfor disse kunstnere dog ikke kunne holde op med det pjat og tage fat på noget ordentligt arbejde.
Kunstnerne har svaret med en rapport, der viser, at det, man kalder for »kreative erhverv«, efterhånden beskæftiger flere mennesker end landbrug og fiskeri tilsammen. Omsætningen inden for disse erhverv er større end i byggesektoren og på linie med storindustrien. Kulturen har klaret sig bedre igennem krisen og den oplever større vækst end andre erhverv.
Nationens selvforståelse holder ikke trit med denne udvikling. I befolkningens øjne er Island gået fra at være et landbrugsland til et fiskersamfund, men derefter bliver det hele lidt tåget. En overgang så det ud til, at islændingene var ved at udvikle sig til et bankfolk, men det fik en brat ende. Men hvad er vi så nu? En energi- og aluminiumfremstillende nation eller et moderne kulturfolk og eksportører af musik og computerspil? Det ved man ikke helt.
ALLE kender Björk, og mange ved, hvad Sigurrós står for, men bag disse to galionsfigurer findes der en stærk tradition, om end ikke så gammel, men desto mere sprudlende og mangfoldig. Islands symfoniorkester har efterhånden opnået anerkendelse som et habilt orkester på den internationale scene. Harpa vil sikkert bidrage til en videreudvikling af den. Nu til efteråret vil den årlige musikfestival Icelandic Airwaves finde sted i Harpa, og den islandske opera rykker ind i løbet af sommeren.
Men krisen har påvirket huset på mange måder. For eksempel var det oprindelig ikke meningen, at operaen skulle være der. Steinunn Birna nævner yderligere: »Det mest positive er, at vi nu har fået et islandsk musikhus under ledelse af islændinge.« Her henviser hun til de uigennemsigtige ejerforhold, der herskede før krisen, forhold der reelt gjorde Harpa til en filial af et internationalt underholdningsselskab. Nu ejes huset af et konsortium, hvor staten ejer 54 pct. af aktierne og Reykjavík kommune de resterende 46.
Musikdirektøren siger, at selvom man blev nødt til at spare så meget som muligt, vil huset alligevel blive større og bedre udrustet, end man oprindelig lagde op til. »Det er meget vigtigt, at Harpa bliver et hus, hvor alle islændinge føler sig velkomne, når de vil nyde kunst af høj kvalitet. Jeg er også sikker på, at Ólafur Elíassons glasfacade og husets arkitektur – sammen med musikken, vil lokke en masse turister til Island året rundt,« siger hun.
DET ser ud til, at musikdirektøren får ret, i hvert fald hvad det islandske publikum angår. Man har solgt titusindvis af billetter til et bredt udbud af forårs- og sommerkoncerter, der rækker fra den amerikanske liederdiva Barbara Bonney over Elvis Costello til den islandske Eurovision-stjerne Páll Óskar.
Tiden vil vise, om man finder et driftssikkert grundlag til et sådant hus. Der skal en del til at gøre huset rentabelt. Ikke mindst skal konferencedelen lykkes. Islands beliggenhed midt imellem Europa og Amerika er en positiv faktor, der tiltrækker internationale konferencer, såsom store lægekongresser. Hidtil har det knebet med plads til den slags arrangementer, men nu skulle det problem ikke længere være en hindring. Hvis det skal lykkes, må man snart i gang med at lukke det store hul, der ligger lige over for Harpa. Der havde man planer om at bygge et stort hotel for dem, der kommer til Island for at opleve Harpa. Som det hul ser ud i dag, er det ikke særlig tiltrækkende.
Til syvende og sidst bliver det aførende, hvilken indflydelse Harpa får på det øvrige musikliv. Hvordan vil det nye, flotte og dyre hus påvirke musikens græsrødder, grobunden for den pulserende islandske musikscene? Det vil tiden vise.
ÞRÖSTUR HARALDSSON er islandsk journalist.