Weekendavisen #20 | Bøger | 15. Maj – 21. Maj 2014
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Interview.For første gang foreligger alle de islandske sagaer og 49 totter på dansk. I en ny, usnerpet oversættelse, som vil ændre danskernes syn på sagaerne.
Lige før den islandske økonomi kuldsejlede i efteråret 2008, blev der oprettet en gruppe, der fik til opgave at oversætte samtlige islandske sagaer til dansk. Undervejs tilføjede man to sprog, norsk og svensk, og ansatte flere oversættere. I alt deltog omtrent 50 oversættere og redaktører i det, som nu bliver kaldt et af den vestlige litteraturs største oversættelsesprojekter. Fem bind på godt 500 sider hver på tre sprog udgør tilsammen knap 8.000 sider af islandsk guldalderlitteratur. Ifølge en sagkyndig vil denne udgave ændre danskernes syn på de islandske sagaer radikalt.
Det er første gang, at en samlet udgave af sagaerne udkommer på dansk. Den indeholder alle sagaerne, 40 styk, samt 49 totter, som de bliver nævnt, korte novelleagtige historier. En del af indholdet er aldrig før blevet oversat til de nordiske sprog. Sagaerne blev udgivet på engelsk af samme forlag i 1997, og nu går turen til Skandinavien.
Foruden oversættere og redaktører er der i bøgerne opremset en anseelig gruppe mennesker, der medvirkede til udgaven på forskellige måder. En af dem er Bergljót S. Kristjánsdóttir, professor i islandsk litteratur ved Islands Universitet i Reykjavík. Fra 1994-1998 var hun islandsk lektor i København, hvor hun underviste i moderne islandsk litteratur, og blandt hendes studenter var hovedredaktøren af den danske oversættelse af sagaerne, Annette Lassen, og én af oversætterne, Rolf Stavnem. Bergljót blev tilkaldt som konsulent for oversættelsen, i lyset af at hun deltog i en særdeles vellykket udgave af sagaerne på islandsk i firserne, hvor man udgav samtlige sagaer og totter med nutidens retskrivning.
MEN hvorfor i alverden skulle en samling historier fra det 13. og 14. århundrede være relevant for iPad-generationen?
»Sagaerne har overlevet, fordi alle generationer har underholdt sig med dem og brugt dem på deres egen måde,« siger Bergljót S. Kristjánsdóttir til Weekendavisen.
»Igennem århundrederne blev de opskrevet gang på gang, og allerede i middelalderen søgte man inspiration til digte og kvad fra sagaerne. Det har man så gjort hele tiden. Nutidens forfattere, både islandske og skandinaviske, genfortæller dem i romaner, børnebøger og skuespil. Man laver tegneserier, film og musik omkring dem. Det bedste eksempel, jeg har hørt om sagaernes fornyelseskraft, er fra den tid, islandske immigranter bosatte sig i Canada i slutningen af 1800-tallet. De befandt sig i helt andre omgivelser i det nye land, og efterhånden blev Grettis Saga tilpasset forholdene ved Winnipeg-søen.
Sådan har det været hele tiden fra sagaernes første nedskrivning. De, der nedskrev dem, satte deres præg på dem, tilpassede dem hver sin tidsalder. Det samme må gælde for oversættelser. De mest sejlivede oversættelser af sagaerne på dansk er dem, N.M. Petersen lavede i 1840rne. Hans samtid var præget af borgerskabets ideologiske fremmarch, hvor man adskilte privatliv og offentligt liv. Patriarkatets ideer levede alligevel godt og tilførtes såvel moralisering som snerpethed. Kvindens kønsliv spiller for eksempel en rolle ved ophavet af Njals Saga, men nævnes ikke i Petersens udgave, og i det hele taget prøver han at nedtone det erotiske. Han oplever sagaerne først og fremmest som heltesagn og gengiver dem i et ophøjet sprog, hvilket absolut ikke klæder dem.
Jeg tror, danske læsere vil se sagaerne i et helt andet lys, når de læser de nye oversættelser, hvor man blander det særegne i sagaernes sprog med nutidige udtryk og låneord fra forskellige tider. De vil blive tolket på en helt anden måde,« siger Bergljót S. Kristjánsdóttir.
HUN nævner en del eksempler på, hvordan oversætterne har udskiftet Petersens stuerene og højtidelige tekst med ordret dagligtale. Derved skifter læseren fokus.
»I Gunløg Slangetunges saga møder Gunløg den norske jarl Erik med en byld på det ene ben. Norges mægtigste mand spørger, hvad der er galt og undrer sig derefter over, at Gunløg ikke halter, hvortil Gunløg svarer: »Man skal ikke halte, så længe begge ben er lige lange.«
Denne sætning fik vores generation tit at høre i vores ungdom, og den skulle i nationalismens og heltedyrkelsens periode forstås sådan, at Gunløg var en helt, og sådan en kvier sig ikke og giver aldrig op. Men Gunløg var kun 18 år gammel, og nutidens forskere har tolket historien om ham som en pædagogisk børnehistorie om en dum knægt, der ikke var i stand til at opføre sig ordentligt – Sådan gør man altså ikke, kære børn. I scenen reagerer en hirdmand på Gunløgs opførsel. I Petersens oversættelse lyder hirdmandens reaktion sådan: ’Han slår stort på denne islænding.’ Nu hedder det: ’Denne islænding er temmelig opblæst.’ Man får en helt anden oplevelse af situationen med den nye oversættelse.
Jeg er også overbevist om, at danskernes syn på sagaerne vil ændre sig, når de ser en konge udtrykke sig sådan her: ’Det var skidt.’ På en eller anden måde tror jeg, at kontrasten mellem Petersens oversættelse og den nye vil afsløre sagaernes humor på et særligt sæt.«
På samme måde som de øvrige nordiske sprog udvikler det islandske sig og optager hele tiden nye fremmedord. Men hvad gør man med en 600-800 år gammel tekst? Kan man benytte sig af fremmedord for at udtrykke den urgamle tankegang?
»Jeg synes, at redaktionen har valgt en meget fornuftig vej. De strækker sig ikke for langt i brug af nutidens sprog, mens de gør op med den puritanske udryddelse af låneord, som Petersen gjorde sig skyldig i. Datidens islandsk optog selvfølgelig fremmedord, ligesom nutidens sprog gør. Man kan godt skrive en smagfuld og troværdig tekst, selvom den vrimler med fremmedord. Jeg er dog enig med Annette Lassen i, at det ville være at strække sig for langt, hvis Egill Skallagrímsson svarer med OK,« siger Bergljót S. Kristjánsdóttir.
Hun påpeger, at den nye oversættelse benytter sig af håndskriftsversioner, der hidtil ikke er blevet oversat, for eksempel Njals Saga og Ravnkels Saga.
»Desuden indeholder den fine oversættelser af historier, der aldrig før er blevet oversat til dansk, for eksempel Sagaen om den snu ræv. Hvordan mon unge danskere oplever den, en sjov historie leveret på sprudlende nutidssprog? I det hele taget tror jeg, mange læsere vil blive lettere forbavsede, når de læser historier, hvor folk skændes og udpensler hinanden i et farverigt sprog, hvor det groteske gerne er i forgrunden, og hvor man omtaler personernes sexliv på en ublufærdig måde – og morer sig over det hele. Når man har fjernet 1800-tallets moralisme og snerpethed, må sagaerne se meget anderledes ud i danske øjne,« siger professor Bergljót S. Kristjánsdóttir.
UDGIVELSEN kan ses som et tegn på, at den islandske økonomi er på vej opad – ikke mindst takket være en eksplosionsagtig vækst i turismen. Udenlandske turister har oversvømmet landets mest populære seværdigheder. Det siges, at man næsten ikke længere hører islandsk på gaderne i Reykjavíks centrum. Den nye udgave af islændingesagaerne gør det ikke lettere, da sagaerne uden tvivl vil medvirke til en ny strøm af kulturturister til Island.
Så får man måske råd til at gøre noget ved det store hul bag Islands Universitet. Her havde den forrige regering planer om at bygge et hus, hvor den litterære kulturarv skal bevares, og hvor der er nye muligheder for forskning. Den nuværende regering lagde projektet på is, og i øjeblikket kan besøgende entusiaster ikke med egne øjne se de gamle håndskrifter med de sjove historier om helte, frimodige kvinder og dumdristige knægte.
Billedtekst:
Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter i fem bind. Redaktør Annette Lassen. Illustrationer af Karin Birgitte Lund. Saga Forlag (www.sagaforlag.is). Udkommer i Danmark den 21. maj.