Þröstur Haraldsson skrev den 5. januar 2015

Vores færøske eventyr er virkelig spændende, siger Sif Einarsdóttir professor ved Islands universitet. Hun er leder for såkaldt VALA-projekt der går ud på at koordinere og styrke uddannelses- og karrierevejledningen i de nordiske lande. Det førte til det færøske eventyr som hun kalder det: udviklingen af en universitetsuddannelse for vejledere på Færøerne der er kommet godt i gang.

«Det begyndte helt tilfældigt,» siger Sif. «Forkvinden for den færøske vejlederforening, Hanna Jensen, kom på besøg til os i Island for at se hvordan vi underviser vordende vejledere. Derefter gik alting meget hurtigt og i efteråret 2013 startede den første gruppe elever deres MA-studier på Fróðskaparsetur Føroya i Torshavn.»

Stor entusiasme

Ifølge Kristianna Winther Poulsens medfølgende artikel er eleverne meget tilfredse med undervisningen de får og begejstringen er gensidig. «Vi regnede med omtrent 20 elever men de blev dobbelt så mange,» sige Sif. «Størstedelen af dem har arbejdet som vejledere selvom de mangler den faglige uddannelse, den fandtes ikke på Færøerne. Eleverne er meget entusiastiske og særdeles positive. Selvom de ikke har faglig vejlederuddannelse er de fleste uddannede på andre områder og har stor erfaring af vejledning.»

Hun tilføjer at opbygningen af studierne på Færøerne har stor betydning for VALA-projektet som hører under Nordplus og har som hovedformål at sammenligne og styrke udviklingen af karrierevejledning som profession.

Faglige forskeller

«VALA-netværket blev oprettet med deltagelse af 18 universiteter, højskoler og andre instanser der arbejder med forskning, undervisning og vejledning indenfor voksenuddannelse og karrierevejledning i de nordiske lande og Balticum.  Da vi begyndte med at sammenligne vejlederuddannelsen i deltagerlandene blev vi forbavsede over hvor forskellig den er. Det skyldes historiske årsager. Vejledning som fag er godt fyrre år gammel i enkelte lande mens den er meget yngre i andre lande. Den har også udviklet sig på forskellige måder. Historisk set har vejledningen i de fleste lande haft tilknytning til læreruddannelsen, men på Island har den forbindelse me såvel den didaktiske som den sociologiske uddannelse. I Finland reagerede myndighederne på den økonomiske krise i begyndelsen af halvfemserne med styrkelse af uddannelsen af arbejdsmarkedspsykologer som arbejder i selvstændige institutioner med vejledning for arbejdsløse. Det har ført til en splittelse af vejlederstanden.» 

Øget faglig bevidsthed

«Vores arbejde indenfor VALA har som formål at styrke vejledernes faglige bevidsthed og status. I Island er uddannelsen kun to år på MA-plan, men vi funderer over om det ikke ville være det bedste at gøre den til et selvstændigt fag med BA-, MA- og doktorgrad. Vejledning som fag er en blanding af didaktik, psykologi og sociologi, såvel som kundskab om arbejdsmarkedet og økonomi. Den har sine rødder i skolesystemet men efterhånden har den fået nye samfundsgrupper til at arbejde med, folk på arbejdsmarkedet, arbejdsløse, voksne og den nyeste gruppe er pensionister og folk der forbereder sig på at forlade arbejdslivet.»

Nyt fagligt sprog

Det færøske projekt er i sig selv ikke en formel del af VALA, men Sif siger at det har styrket deres arbejde. «Den direkte forbindelse er den at vi har kunnet skaffe lærere via vores netværk. Men for os er det meget vigtigt at følge med i opbygningen af uddannelsen på Fróðskaparsetrið hvor projektlederen Elisabeth Holm styrer udviklingen med bravur. Vi anvender de europæiske kriterier for karrierevejledning, udarbejdet af Erasmus NICE netværket, og[ følger med stor interesse hvordan de virker i en helt ny uddannelse. Eleverne og lærerne er også kommet godt i gang med at udvikle et nyt fagligt sprog på færøsk, et sprog der bygger på deres omgivelser og opplevelser. Derfor er det et meget spændende projekt for os. Vi deltager i deres undervisning og får træning i faglig uddannelse af vejledere.»

Gavner alle

«Vi lagde fra begyndelsen stor vægt på at denne uddannelse skal være åben for alle som har afsluttet BA eller lignende eksamen. På Færøerne findes der næsten ingen tradition for vejledning for voksne på arbejdsmarkedet. Men de kæmper med de samme problemer som de andre nordiske lande: de unge går tidligt ud af skolen. En stor del af dem flytter til Danmark, efterfulgt af de ældre som ønsker at være sammen med deres børnebørn. 

Jeg synes vores projekt er en «win-win situation» som man siger på engelsk, Færingerne kan benytte sig af vores erfaring og vi kan bruge deres erfaringer i vores samarbejde ,» siger professor Sif Einarsdóttir.