Weekendavisen #31 | 1. sektion | 1. August – 7. August 2003
Af THRØSTUR HARALDSSON
USA har varslet en kraftig nedskæring af Keflavik-basens omfang. Island er i chok: Pludselig vil landet stå uden forsvar af betydning.
DEN 2. maj i år – otte dage før Altingsvalget – modtog den islandske statsminister, Davíd Oddsson, et brev fra George W. Bush, hvori den amerikanske præsident meddelte, at hans regering ønskede at flytte de fire F-15 jagerfly samt fire ud af seks helikoptere væk fra Keflavik-basen pr. 2. juni. De skulle bruges et andet sted i verden, hvor der er større behov for dem.
Statsminister Oddsson vidste, at hvis han fortalte offentligheden om brevet, ville det virke som en bombe i valgkampens slutspurt, og han besluttede derfor at tie. Derfor var det først i begyndelsen af juni, at den islandske offentlighed fik noget at vide om eksistensen af brevet fra den amerikanske præsident.
Men konsekvensen for det islandske samfund er klar: Island vil pludselig stå uden andet forsvar end et ret moderne radarvarslingssystem og tre bittesmå og forældede kanonbåde.
Præsidentens brev rammer et ømt punkt i den islandske folkesjæl. Under hele efterkrigstiden var den amerikanske base i Keflavik et kardinalpunkt i den politiske debat. Alle, der beskæftigede sig med politik, blev spurgt, om de var for eller imod basen. Modstanden var stærk i begyndelsen, i 50erne, og igen i 70erne under torskekrigen mod England og Tyskland. Men efterhånden er modstanden ebbet ud, især efter Berlinmurens fald.
Basens omfang er også blevet mindre. I begyndelsen var den under luftvåbenets kommando, men først i 60erne overtog flåden driften af basen. Alligevel har der altid været en flyeskadron i Keflavik med jagerfly, redningshelikoptere og P-3C Orionfly, hvis speciale er søgning efter fjendtlige ubåde. Amerikanerne opererede også en del installationer rundt omkring i landet, oliedepoter og radarstationer, men de er enten blevet nedlagt eller overført til islandske firmaer. Under Den kolde Krig var der 18 F-15 jagerfly i Keflavik, men nu er der kun fire tilbage. Da basens aktivitet var på sit højeste, var der omtrent 5000 soldater på basen, men nu er tallet nede på 2400. Hvis amerikanernes planer går i opfyldelse, bliver der kun nogle få hundrede tilbage.
Basens økonomiske betydning har altid været stor, og den har også været omstridt. Under opbygningsfasen i 60erne udgjorde de amerikanske aktiviteter omtrent en fjerdedel af bruttonationalproduktet. Staten har stadigvæk en del indtægter fra basen, selv om de efterhånden er skrumpet ind. Men basen beskæftiger hundredevis af mennesker fra Keflavik-egnen. Hvis amerikanerne holder fast ved den bebudede nedskæring af basens aktivitet, vil det medføre omfattende arbejdsløshed i et område, der har oplevet en stor nedgang i fiskeriet og andre traditionelle erhverv.
Blandede reaktioner
Reaktionerne på præsidentens brev har været en underlig blanding af glæde og sorg, vrede og skuffelse. Basemodstanderne har fundet en uventet meningsfælle i George W. Bush. Tilhængerne på højrefløjen er skuffede og føler sig svigtet af den amerikanske regering, ikke mindst fordi brevet fra Bush kom kort tid efter, at den islandske regering gav dens ubetingede støtte til den amerikanske krigsførelse i Irak. Nogle protesterer mod amerikanernes planer af sikkerhedspolitiske grunde, mens andre er bekymrede for beskæftigelsen og tab af indtægter fra basens aktivitet.
Regeringen er indbyrdes uenig om, hvordan man bedst tackler situationen. Udenrigsminister Halldór Ásgrímsson er lige som hans amerikanske kollega, Colin Powell, indstillet på at forhandle om basens afvikling. Han har allerede aktiveret NATOs generalsekretær, George Robertson, som har fået amerikanerne til at forlænge den frist, de oprindelig gav. Af Bushs brev, der endnu ikke er offentliggjort, menes det at fremgå, at jagerflyene senest skal flyttes væk i løbet af indeværende måned, men nu er man nogenlunde sikker på, at det først vil ske ud på efteråret.
Statsminister Davíd Oddsson har derimod spillet hårdt ud og sagt, at der ikke er noget at forhandle om. Enten trækker Bush sit brev tilbage eller han tager det formelle skridt at opsige forsvarsaftalen mellem Island og USA. Ifølge aftalen forpligter amerikanerne sig til at opretholde Islands militære forsvar, men hvad det indebærer, er aldrig blevet defineret. Fra Islands side hævder man, at aftalen fra 1994 omfatter det absolut minimale forsvar, det vil sige fire jagerfly og seks helikoptere. Amerikanerne siger nu, at Island ikke behøver et selvstændigt luftforsvar og påpeger, at der i England findes en hel flåde af amerikanske fly i et par timers afstand fra Island.
Minimumsforsvar
Dette har ført til en heftig debat om forsvarspolitik. Folk spørger: hvor meget forsvar behøver et land som Island, hvem er fjenden og hvilke typer af trusler kan den lille nation stå over for? Regeringen bliver kritiseret for ikke at have udarbejdet en alternativ forsvarpolitik, en plan B, hvor man finder andre metoder til at forsvare Island end udelukkende at stole på amerikansk velvilje.
Mange har også rejst spørgsmålet om, hvorvidt Island ikke bliver nødt til at oprette dets egen forsvarsstyrke. Dertil er det sædvanlige svar, at det har det islandske folk ingen tradition for, at der ikke findes nogen ekspertise på området, samt at det ville være alt for dyrt. Derfor har man foreslået regeringen at tage kontakt med Islands allierede i Europa, for eksempel Storbritannien eller Frankrig, for at se, om de er villige til at overtage amerikanernes rolle i Keflavik. Nogle har enddog været uforskammet nok at nævne Danmark i den forbindelse, mens andre har foreslået et forsvar a la Mogens Glistrup: en kæde af automatiske telefonsvarere langs kysten, der svarer enhver fjendtlig henvendelse med ordene: »Vi overgiver os!«
Ifølge Valur Ingimundarsson, lektor i historie ved Islands universitet og ekspert i islandsk forsvarspolitik, vil en ensidig amerikansk tilbagetrækken af jagerflyene medføre et sikkerhedspolitisk kursskifte. »Hvis konflikten fører til forsvarsaftalens opsigelse, vil det uden tvivl have stor indflydelse på Islands holdning over for USA og NATO og skubbe landet nærmere det, som den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld med foragt kaldte ‘det gamle Europa’,« siger han i en nylig artikel i International Herald Tribune.
Knivstikkerdrama
Diskussionen er livlig, og medierne deltager aktivt i den ved blandt andet at kalkulere, hvor meget et islandsk forsvar vil koste samt at udpege eventuelle generaler og marskaller. Samtidig er forbindelserne mellem de to lande blevet køligere end nogensinde. Et tegn på dette er den såkalte knivstikkersag.
I begyndelsen af juni kom nogle indfødte islændinge op at slås med en gruppe amerikanske soldater i Reykjaviks centrum. Det endte med, at en eller flere af soldaterne trak knivene og var tæt på at stikke en islænding ihjel, hvorefter de tog hjem til Keflavikbasen. Politiet i Reykjavik undersøgte sagen og bad basemyndighederne anholde en af deres mænd. Han blev overført til Reykjavik, forhørt og anklaget for mordforsøg. Derefter ønskede amerikanerne at få deres mand tilbage for at retsforfølge ham, men da sagde den islandske statsanklager blankt nej.
Amerikanerne henvendte sig til udenrigsministeriet, og departementchefen skrev et brev til sin kollega i statsministeriet, hvori han understregede sagens alvor i disse anstrengte tider, hvor selve forsvarsaftalen med Amerika står på spil. Brevet fandt frem til offentligheden, og i nogle hektiske dage så det ud, som om selvstændighedskampen var brudt ud igen, denne gang under ledelse af statsanklageren. Til slut blev soldaten overleveret til forvaring på basen. Statsanklageren vil dog retsforfølge ham, og han har fået lov til at forhøre fire andre mistænkte amerikanere.
Strategiske ændringer
Baggrunden for amerikanernes ønske om at trække sine styrker tilbage er, at Islands strategiske betydning er skrumpet ind efter Den Kolde Krigs afslutning. I efterkrigstiden var Islands position i midten af Atlanten af stor betydning for det amerikanske forsvar. Herfra kunne man følge med i hver eneste bevægelse, Sovjetunionens ubåde og fly foretog sig fra deres baser i det nordlige Rusland. Men efterhånden som teknikken inden for overvågning og telekommunikation blev mere raffineret, samtidig med at den russiske trussel forsvandt, blev Islands betydning mindre. Amerikanerne har reageret på denne udvikling, blandt andet ved at rykke grænserne for det militære forsvar tættere til den amerikanske østkyst. Island hører nu under NATOs europæiske kommando i stedet for at være en del af det amerikanske forsvar.
For Island betyder det, at man ikke længere kan bruge den strategiske betydning til at handle sig frem til en gunstig forsvarsordning (samt gunstige eksportvilkår for islandsk fisk), som man gjorde, mens krigen endnu var kold. Nu må man se i øjnene, at det kan være dyrt at være selvstændig i en verden fuld af trusler.
Amerikanerne sendte en delegation til Island i juni for at drøfte sagen med den islandske regering. Drøftelserne blev hemmeligholdt, men tilsyneladende er der ikke sket andet, end at amerikanerne har slået fast, at de ønsker at trække flyeskadronen væk. Siden har Davíd Oddsson haft en telefonsamtale med Bushs sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice. Lord Robertson var også på besøg sidste mandag, men han sagde kun, at NATO ikke ønsker at blande sig i forhandlingerne, da de drejer sig om en bilateral forsvarsaftale mellem Island og USA. Næste forhandlingsrunde er ikke blevet fastsat, men statsministeren siger, at bolden nu er på amerikanernes banehalvdel. De må tage en beslutning om, hvorvidt de ønsker ensidigt at opsige forsvarsaftalen fra 1951, siger han.
I øjeblikket hersker der fuldkommen usikkerhed om, hvordan sagen vil udvikle sig. Det kommer ikke mindst an på amerikanernes holdning. Meget tyder på, at kravet om ændring af Keflavikbasen stammer fra Rumsfeld og Pentagon, mens udenrigsminister Colin Powell ikke vil gå lige så drastisk til værks.
Michael T. Corgan, professor ved Boston University og forfatter til en bog om islandsk forsvarspolitik, har stillet det spørgsmål, om den amerikanske regering opdager det fornuftige i at opretholde lov og orden på internationalt plan tidligt nok til at redde forsvarsaftalen med Island. Han skrev forleden en artikel i Morgunbladid, hvor han sluttede med denne tanke:
»Hvad der skete i Afganistan og Irak viser, at det ikke betaler sig at være USA’s fjende. Hvad der sker i Island viser, at det sandsynligvis heller ikke betaler sig at være USA’s ven.«
Thrøstur Haraldsson er islandsk freelance journalist.