Weekendavisen #42 | Bøger | 19. Oktober – 25. Oktober 2007
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Interview.Hallgrímur Helgason var stand-up‘er, maler og tegneserietegner, før han blev forfatter. Til blandt andet romanen Stormland om en galning bosat i den islandske provins i vild protest mod det ganske moderne samfund
»Der findes ingen større luksus end at skrive. Jeg er aldrig ensom, når jeg skriver. Jeg kunne godt tænke mig at sidde alene på Nordpolen i syv år, hvis jeg fik lov til uafbrudt at skrive romaner. Når jeg skriver, kræver hver eneste sætning, at jeg er kreativ, skabende, hele tiden. Ja, jeg er forfatter,« siger den islandske forfatter Hallgrímur Helgason, når Weekendavisen forsøger at finde frem til hans identitet i Nordens Hus‘ cafeteria i Reykjavík, et par timer før den store litteraturfestival bryder løs i selvsamme hus.
Selv om Hallgrímur Helgason er forfatter, er han også meget mere. Han er uddannet som billedkunstner og plejede at tegne en ugentlig stribe om den selvbiografiske karakter Grim til en søndagsavis. I en periode var han populær som stand-up komiker, og han har også en fortid som radiomand. Forfatterskabet udgør seks romaner, hvoraf den ene er blevet til en film, en digtsamling, talrige sangtekster, teaterstykker og musicals (Nationalteatret viser den nyeste i løbet af vinteren med disco og punk i forgrunden). Sidst, men ikke mindst, er han en aktiv samfundskritiker og har som sådan haft en mærkbar indflydelse på den politiske debat i sit hjemland. Weekendavisens læsere kender den del af hans virksomhed, da han har skrevet en del artikler til avisen. Mange kender også hans forrige romaner, der er udgivet i Danmark: 101 Reykjavík og Islands forfatter. I sidste uge udkom forfatterens nyeste roman, Stormland, på dansk. Den fik Nordisk Råds litteraturpris i 2007 og derudover en meget varm modtagelse hos tyske kritikere, da den udkom i Tyskland sidste efterår. Hallgrímur bliver helt rød om ørerne, når jeg citerer den tyske presse, hvor han bliver sammenlignet med de store forfatterkanoner Tolstoj, Proust, Nabokov og Mann. »Men det er ikke noget dårligt selskab,« siger han. Nu har hans islandske forlag solgt rettighederne til filmatiseringen af Stormland.
MEN er man nødt til at være aktiv på alle fronter for at overleve som forfatter i nutidens Island?
»Det kan godt være, at jeg er lidt special, men Island er et lille og åbent samfund, hvor alting er muligt. Det føles, som om samfundet kræver, at hver mand giver alt, hvad han har. Jeg startede som kunstmaler, bl.a. fordi når man er tyve, er det nemmere at fortælle éns forældre, at man vil starte på kunstskole, end at man agter at blive forfatter. Det var også for at købe lidt tid. Man kan ikke begynde at skrive, før man fylder tredive. Der skal jo en del livserfaring til.
Jeg synes, det er lidt mere spændende at være forfatter end billedkunstner. Kunstmaleren arbejder i ugevis med én bestemt idé, men forfatterens skaberevne bliver udfordret hele tiden.«
Som forfatter er Hallgrímur ikke altid let at klassificere. Nogen har kaldt ham postmodernistisk, og det synes han er helt i orden.
»Da jeg hørte ordet postmoderne for første gang, misforstod jeg det og troede, det var en betegnelse på alt, hvad der blev skrevet efter modernismens død. Det passede godt med mit forfatterskab. Jeg brugte rim i mine digte og det gjorde modernisterne ikke. Jeg malede figurative billeder osv. Men så opdagede jeg at det var en misforståelse, postmodernisme betød snarere kunstnerisk og kulturelt genbrug. Det passede også godt til min kunst. Jeg skrev jo Islands forfatter, som var en slags genbrug af en anden forfatters bog. I Stormland spiller jeg lidt med Grettissaga, en af de bedste sagaer. Jeg har også genfortalt en hel opera i en af mine bøger. Ja, jeg tror jeg er meget postmoderne.«
Sidstnævnte bog var forfatterskabets anden bog, Det er lige ved at være der, der udkom i 1994. Den fik en kritiker til at spørge: Findes der ikke nogen, som kan lære forfatteren at bruge datamaskinens delete-tast?
»Ja, dengang var jeg simpelthen så sprudlende glad for at skrive. Jeg havde opdaget, at jeg kunne gøre hvad som helst i en bog, genfortælle en opera, skrive to sider på engelsk og ofre tre sider på det seksuelle cv hos en mand, der havde gået i seng med godt et hundrede damer. Selv om bogen er ret stor, var den dobbelt så stor, da jeg præsenterede den for min forlægger. Han blev helt chokeret: ‚Oh, my god! Alt for mange ord!‘ Jeg kan dog trøste mig med, at man også sagde det til Mozart: alt for mange noder! Siden da har jeg forsøgt at lære at bruge delete-tasten. Engang håber jeg at blive i stand til at skrive en bog på under hundrede sider. Det er endnu ikke blevet til noget. Men i Stormland viser jeg større selvdisciplin end i mine forrige bøger, ikke mindst fordi jeg er blevet far til to små børn og tvinges til at holde op med at skrive kl. 5 om eftermiddagen. Før havde jeg alverdens tid og kunne skrive til midnat. Jeg havde ikke andet at bestille.«
STORMLAND handler om Bøddi Steingríms, en gymnasielærer i slutningen af trediverne, der bliver fyret i bogens første kapitel. Han er en oprører mod den håbløst småborgerlige tilværelse, han oplever i den mellemstore provinsby Sauðárkrókur på Islands nordkyst. Forfatteren har ikke meget tilovers for sin helt. Det er ikke første gang, læseren oplever den ironiske holdning, Hallgrímur gerne har til sine personer.
»Man siger, at jeg skriver om tabere, med undtagelse af Islands forfatter. Men det står ikke i min magt at vælge mine personer, de kommer af sig selv. Bøddi mødte op på nationaldagen 17. juni tilbage i 2000, da jeg lå syg i et sommerhus i Nordlandet. Pludselig var han der med fuldt navn, Bøðvar H. Steingrímsson, en galning bosat i provinsen i vild protest mod det ganske moderne samfund, en slags Don Quijote, der slås med vindmøller, men han har for det meste ret. Man kan være enig med 90% af det, han siger, men han går altid over stregen, hvilket gør ham til en person, der samtidig er både komisk og tragisk.
Men selv om personerne melder sig selv, putter jeg også en del af min egen erfaring i dem. De følelser, Bøddi gennemgår i forbindelse med faderskabet, har jeg selv oplevet. Jeg blev far, da jeg var i tyverne og blev pludselig overrakt et barn, jeg skulle tage mig af. Jeg vidste overhovedet ikke noget om, hvad jeg skulle gøre og tilkaldte automatisk min mor, der reddede situationen. I 2003 lærte jeg min nuværende kone at kende. Hun var lige blevet gravid, og jeg blev altså far til et barn, som ikke var mit. Jeg forsøger at udtrykke de stærke følelser disse situationer indebærer i historien om Bøddi.«
– Det er ingen tilfældighed, at Bøddi bor i provinsen.
»Nej, provinsen er bogens anden hovedperson. I Island er der en skarp adskillelse mellem Reykjavík og provinsen. Folket er splittet op i os, der bor i Reykjavík, og dem, der lever på landet. Vi forstår ikke hinanden, imellem os findes der en høj murvæg, i hvis ly uforståeligheden trives godt. Dette er langtfra noget særligt for os i Island, det samme gør sig gældende i Frankrig, Danmark, ja overalt. Jeg har altid været positivt indstillet over for provinsen. På mange måder er livet i provinsen fascinerende, mere naturligt og i takt med vores ophav. Man kan opleve virkelig dybe og dejlige øjeblikke derude, og folk har mere tid til hinanden. Men samtidig er den åndelige og kulturelle tilværelse meget fattig. De, som overskrider grænserne, kan få det svært i de små provinsbyer, som tilfældet er med Bøddi.«
– Over for denne kulturelle fattigdom stiller han den tyske klassik fra sytten- og attenhundredtallet, Goethe, Schiller, Hölderlein…
»Ja, jeg syntes ikke, han udelukkende kunne være i protest mod alting uden at byde på noget alternativ, selv om det er helt håbløst. Jeg har været på oplæsningsture i Tyskland, hvor jeg har truffet en del islandske emigranter af samme skuffe som Bøddi. De er blevet gennemsyret af tysk højkultur og ude af stand til at overleve i det islandske samfund. Den islandske pøbel forstår dem ikke: Goethe, er det ikke navnet på et eller andet tysk toiletapparatur? spørger en af Bøddis elever. Der findes højst 200 mennesker i hele Island, der dyrker noget, der kan kaldes for højkultur.
Den islandske kultur står sommerfesten nærmere end symfonikoncerten. Det stiller større krav til os kunstnere, vi bliver nødt til at skrive eller male sådan, at alle kan forstå os, også de som står i ekspeditionen, hvis vi skal overleve. Forfattere i andre land kan nøjes med at skrive for de højkulturelle. Jeg traf en tysk litteraturforsker, der fortalte mig, at forfattere som mig ikke findes i Tyskland. Der skriver man enten triviallitteratur eller højkulturelle noveller, hvor der ikke sker noget som helst, men livets finesser bliver gennemanalyseret, og man skal have studentereksamen for at læse dem. Disse genrer mødes aldrig.«
I Island er Hallgrímur ikke mindst kendt som en bidende samfundskritiker. Blandt andet lancerede han udtrykket den blå hånd om forhenværende statsminister Davíð Oddssons regeringsstil. Men af en eller anden grund går han mere stille med dørene på det sidste. Hvorfor?
»I mange år måtte vi slå os til tåls med et terrorregime, men nu er vores hjemlige Putin blevet overflyttet til Nationalbanken, hvor han kæmper en håbløs kamp for at bevare den islandske krone. Ved forårets valg fik vi en ny regering, hvor Socialdemokraterne deler magten med Davíð Oddssons gamle parti, men under ny ledelse. For mig er det, som om en epoke er slut, mission accomplished. Dertil kommer, at jeg er gift med en kone, der i 2006 bestemte sig for at gå ind i politik. Hun sidder nu i Reykjavíks borgerrepræsentation for Socialdemokraterne. Det har sat mig selv i en knibe. Nu bliver jeg på forhånd stemplet som socialdemokrat. Det føles, som om min troværdighed er blevet sat over styr og min frihed til at udtrykke mig indskrænket.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg har været svag for Socialdemokraterne, men min kritik er først og fremmest rettet mod magten og dens anvendelse eller misbrug. Jeg synes, at forfattere, der hviler i magtens varme skygge nødvendigvis må blive devalueret. Det kan ikke forenes med deres hverv at være en slags talerør for regeringen. Den dag kan dog sagtens komme, hvor jeg begynder at kritisere den nye regering. Den dag er det slut med familielivets fred.
På den anden side har vi nok aldrig haft det så godt som nu i Island, i det mindste økonomisk. Men – for igen at citere Bøddi – fejlen er, at for megen velstand fører til armod. Vi er blevet for tykke, vi sidder i den varme gryde med vores bajere og stirrer på den flade skærm. Deri lurer faren.«
– Synes du, forfatteren bør være samfundskritisk?
»Forfatteren står samfundskritikeren meget nær. Ikke mindst i disse tider, hvor interessen for politik og samfundsspørgsmål er meget større end for ti år siden. Dengang skrev man digte og romaner, der ikke ragede samfundet en pind, men i dag er du ikke særlig meget værd som forfatter, hvis du ikke skriver om samfundsspørgsmål. Michael Moore er et fint eksempel, han er blevet en samfundskraft i særklasse, uhyre indflydelsesrig. Hans film er også meget sjovere og mere interessante end de fiktionsfilm, man laver i dag. Hos boghandleren er det non-fiction, man blive tilbudt. Vi lever i en slags non-fiction tid hvor upolitiske forfattere har det svært.«
– Hvorfor er du så ikke gået over til at skrive non-fiction?
»Det er, fordi jeg synes, det er så kedeligt. Man bliver nødt til at dokumentere sine påstande og snakke med alle slags mennesker. Det er meget sjovere at skrive romaner.«
Hvis grønlænderne kom…
Som før nævnt er Stormland den tredje bog af Hallgrímur Helgason, der udkommer på dansk. Selv har forfatteren et udmærket forhold til Danmark og danskerne, ikke mindst fordi hans første barndomserindringer er danske.
»Vi boede på Strandvejen i København i et par år, da jeg var ganske ung. Min far arbejdede som ingeniør hos et dansk entreprenørfirma, Ostenfeld & Jønsson, som det hed dengang (nu hedder det CowiConsult). Han har fortalt mig, at jeg altid gøede som en hund, da jeg skulle tale dansk.«
Han er ikke særlig oprørt over de gnidninger, der på det sidste er opstået mellem Island og Danmark.
»Jeg tror, de har sit ophav i, at danskerne aldrig har taget os alvorligt. Vi er jo en gammel koloni, og sådan nogle bør ikke gøre sig gældende i den gamle hovedstad. Det må simpelthen være noget galt med islandske pengemænd, der køber Magasin, Illum og Hotel d’Angleterre. Men jeg har spurgt mig selv, hvordan vi ville reagere, hvis der kom en flok grønlændere og købte vores højtelskede indkøbscentre og halvdelen af Reykjavíks centrum. Jeg er bange for, at vi ikke ville være særlig glade, de er jo så få. Storebror er aldrig glad, når lillebror bliver for stor.«
Þröstur Haraldsson er islandsk journalist.