Weekendavisen #20 | 1.sektion | 15. Maj – 21. Maj 2003
Af THRÖSTUR HARALDSSON
Økonomisk går det strygende i Island. Store skattelettelser og forhøjede tilskud til børnefamilier var valgkampens grundtema. Centrum-højreregeringen blev ikke belønnet af vælgerne, men den bliver siddende.
PÅ det østlige Island er det italienske entreprenørfirma Impregilo gået i gang med at dæmme op for en af de fire store floder der har deres ophav i den nordlige del af Europas største isbræ, Vatnajökull. En knap 200 meter høj og halvanden km bred dæmning skal bygges og vil sætte sit præg på omgivelserne. I stedet for at vandet strømmer ned gennem den majestætiske kløft Hafrahvammagljúfur, langs dal og delta ud til havet, bliver det ført langs en 40 km lang underjordisk tunnel for at blande sig med en anden af de fire store floder.
Resultatet bliver landets største kraftværk der skal fremstille elektricitet til en stor aluminiumfabrik på østkysten. Kraftværket bliver statsejet men amerikanske Alcoa bygger fabrikken. Dette projekt er det største i islandsk historie, en investering på godt 200 milliarder islandske kroner (omtrent 20 mia. danske kroner) fordelt på fem år. I 2006 vil projektet udgøre ca. 9 pct. af bruttonationalproduktet.
Den nye regering får som en af sine største opgaver at stå på den økonomiske bremse for at undgå overophedning med tilhørende inflation, valutaudsving og rentestigning.
Her går det godtMærkeligt nok var det ikke dette kæmpeprojekt valgkampen drejede sig om. Den hårde modstand fra miljøorganisationerne er så godt som stilnet af og alle venter på det store skridt fremad for den islandske økonomi. Politikerne er således allerede begyndt at fordele den økonomiske gevinst, som man regner med, at projektet vil medføre, når det er fuldført.
Store skattelettelser og forhøjede tilskud til børnefamilier og andre brugere af velfærdssystemet var valgkampens grundtema.
Man har heller ikke diskuteret privatiseringen af det statslige bankvæsen der blev gennemført i løbet af vinteren. Staten solgte to store banker til det private finansliv uden mærkbar modstand. EU-debatten udeblev også.
Socialdemokraterne har som det eneste parti sat ansøgning om medlemskab af EU på dagsordenen, men de andre partier var ikke villige til at gå til valg på deres Europa-politik. Ikke uventet har regeringspartierne under valgkampen lagt hovedvægten på stabilitet. Vi har opnået gode resultater, som vi må bevare og den bedste måde er at give os mandat til at fortsætte det gode arbejde, sagde regeringspartiernes talsmænd. Partierne påpeger, at islændingene har det bedre end nogen sinde og at man nu har fundet ud af, hvordan man bedst kan håndtere de store udsving, der altid har hærget den islandske økonomi. Inflationen er nede på godt 2 pct., arbejdsløsheden på godt 3 pct. og den vil nok forsvinde, når arbejdet på Østlandet virkelig kommer i gang.
Oppositionen giver regeringen ret i, at økonomien går strygende, men den påpeger, at de gyldne tider ikke er kommet alle til gode. Man hævder, at der er opstået en ny type fattigdom, hvor udsatte grupper som enlige forældre, invalidepensionister og fattige ældre er gået glip af rigdommen.
Undersøgelser viser, at de, som er afhængige af offentlig bistand, har det værre nu end for ti år siden. Det bliver hævdet, at det islandske velfærdssystem bevæger sig væk fra den skandinaviske model i retning mod den amerikanske model.
SøgreverneHvis det kun var denne forudsigelige debat, de islandske vælgere skulle tage stilling til, ville regeringen nok have fået en overbevisende valgsejr. Men regeringspartierne kunne ikke undgå at debatten også kom til at dreje sig om tre forhold, den helst ville være fri for at gå til valg på.
Det første er fiskeripolitikken. Nu er det snart tyve år siden fiskeriet blev underkastet et kvotesystem, der hele tiden har været udsat for voldsom kritik. Man har ændret på reglerne hen ad vejen, men ændringerne har kun gjort systemet endnu mindre populært. Ifølge en opinionsundersøgelse fra i februar er hele 80 pct. af vælgerne modstandere af det nuværende kvotesystem. Det har det lille liberale parti under ledelse af skipper og altingsmand Guðjón A. Kristjánsson udnyttet til at fordoble sin altingsgruppe.
Kvotesystemet er blevet kaldt for gratisuddeling af kvoter til udvalgte redere. I 1983 besluttede man, at de redere, som havde erfaring inden for fiskeri, skulle få gratis uddeling af kvoter. Det var såmænd i orden, indtil man i begyndelsen af halvfemserne indførte fri handel med kvoter. Det betyder, at de oprindelige kvoteejere (»søgrever« som de bliver kaldt) hvert år får tildelt kvoter, som andre må betale dem for at udnytte. Resultatet er blevet et lukket system, hvor nogle få store rederier sidder på størstedelen af kvoterne, imens de små rederier er gået nedenom og hjem og yngre fiskere og redere må betale store summer for at komme ind i fiskeriet. Betalingen er i mange tilfælde gået til folk, der har forladt branchen for at spille på børsen eller flytte til udlandet.
De tre oppositionspartier har taget afstand fra dette system, selvom de ikke er enige om, hvad det skal erstattes med.
Man må huske, at for islændinge er retten til at fiske ikke et spørgsmål om jura, det er simpelthen en livsform, der står på spil. »The Icelandic Way of Life« bygger på ubegrænset adgang til havet, den har altid været redningen, når alt andet slår fejl.
Magten fordærverEn anden sag som regeringen har måttet stå til regnskab for er dens støtte til USAs krig i Irak. Ifølge meningsmålinger er 75 pct. af befolkningen imod krigen men alligevel støtter Island krigsførelsen.
Beslutningen blev taget efter valgkampens start og den blev ikke drøftet i Altingets udenrigskomite som loven byder. Derimod blev den amerikanske ambassadør i Reykjavík underrettet, eller var det omvendt? I hvert fald hørte offentligheden først om den islandske støtte, da talsmanden for Det hvide Hus læste Islands navn fra en liste over »de villige lande« på en pressekonference i Washington. End ikke oppositionen blev varslet. Hele affæren lugtede af hemmelighedskræmmeri fra Den kolde Krigs tid.
Den tredje sag, som regeringen ikke er særlig glad for, er diskussionen om, hvordan den bruger den magt, den har. Især er statsminister Davíð Oddsson og hans partifæller inden for Selvstændighedspartiets ledelse blevet udsat for hård kritik for magtbegær. Lederen for socialdemokraterne, den karismatiske forhenværende borgmester i Reykjavík, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, har sat statsministerens arbejdsstil under lup og anklaget ham for utilbørlige indgreb i finanslivet, ikke mindst i forbindelse med de ovennævnte privatiseringer, hvor statsministeren med held forsøgte at forhindre bestemte investorer i at få del i de privatiserede banker, til fordel for mere værdige investorer.
Statsministeren svarede med et efterhånden velkendt vredesudbrud, hvor han blandt andet anklagede en nær ven og tidligere betroet partifælle for et forsøg på at bestikke ham. I den mest bizarre uge inden for islandsk politik dirrede hele samfundet under ministerens og hans slagsbrødres beskyldninger mod alt og alle. Så stilnede det hele af.
Et par uger senere holdt Ingibjörg Sólrún en ny tale, hvor hun kritiserede Davíð (man er på fornavn i Island) for at angribe og terrorisere alle dem, han ikke er enig med, deriblandt republikkens præsident, folkekirkens biskop, præster, journalister og forfattere. Blandt de sidstnævnte er Hallgrímur Helgason, som læsere af denne avis kender. Han skrev en avisartikel sidste efterår, hvor han lancerede begrebet »den blå hånd« (statsministerens partifarve er blå), der svæver over vandene og truer alle, der ikke holder trit, med udstødning. Statsministeren lod Hallgrímur hente for at »drikke kaffe«, som sidstnævnte lakonisk fortalte efter mødet, der fandt sted på ministerens kontor.
BorgmesterenIngibjörg Sólrún har været en samlingsfigur for venstrefløjen i Reykjavík siden hun i 1994 førte en fællesliste frem mod sejr i Selvstændighedspartiets hovedbastion. Ved tre valg i træk har hun besejret partiet og dermed afkræftet det argument Selvstændighedspartiet altid har brugt mod sine modstandere, nemlig at venstrefløjen er alt for splittet og kaotisk til at være i stand til at lede noget som helst. Hun har tværtimod vist sig at være en dygtig administrator og populær politiker. Det var imidlertid kun et spørgsmål om tid, hvornår hun ville gå over til landspolitikken.
Det gjorde hun så ved juletid, men det gik ikke helt så smurt, som hun havde ventet. De to partier inden for koalitionen i Reykjavíks bystyre, Fremskridtspartiet og De venstregrønne, protesterede højlydt og truede med at forlade koalitionen. Det blev dog ikke til noget. Ingibjörg Sólrún forlod borgmesterposten og stillede op på socialdemokraternes liste i Reykjavík, der i den næste meningsmåling var blevet landets største parti med omtrent 40 pct. af stemmerne.
Under valgkampen fremsatte socialdemokraterne det som deres mål at blive et stort parti på linje med Selvstændighedspartiet med omtrent en tredjedel af stemmerne. Det lykkedes nogenlunde, men Ingibjörg Sólrún kom ikke ind i Altinget. Efter en meget dramatisk valgnat var hun »inde« indtil de sidste 500 stemmer fra Sydlandet blev talt. Ved titiden søndag formiddag blev det klart, at hun manglede en håndfuld stemmer for at blive valgt.
Regeringen overlevedeValgets resultat er blevet tolket som en søgen mod midten, en centrumssejr hvor det højreorienterede Selvstændighedsparti oplevede sit tredjedårligste valgresultat siden 1931, imens De venstregrønne tabte ét mandat. Oppositionen fik en samlet fremgang på fire mandater. Socialdemokraterne vandt tre mandater og De liberale to. Dermed blev det klart, at regeringen ville klare skærene, om end en smule forreven.
Socialdemokraterne hævder, at de er valgets sejrherrer og påpeger en historisk nyhed inden for islandsk politik: aldrig før er der opstået en mulighed for at danne en topartiregering uden Selvstændighedspartiets deltagelse. Men en regering bestående af socialdemokraterne og Fremskridtspartiet ville kun have det mindst mulige flertal bag sig, 32 stemmer ud af 63. »Den ville blive for svag,« sagde Fremskridtspartiets formand, udenrigsminister Halldór Ásgrímsson, efter valget.
Men han vil nok have denne mulighed i baghovedet, når han forhandler med Davíð. Halldór står stærkt og vil nok gøre krav på at blive statsminister.
Davíð er svækket efter valget, partiets største nederlag var i formandens valgkreds og mange hævder, at han er på vej ud af islandsk politik, hvis ikke nu så efter to år. De vil nok finde ud af at forlænge regeringens politiske platform men magtfordelingen kan blive en hårdere nød at knække.
Thröstur Haraldsson er islandsk free-lance journalist.