Weekendavisen #1 | Kultur | 5. Januar – 11. Januar 2007
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Revisionisme.Islandsk opgør med selvstændighedskampens nationalromantiske historiesyn er i fuld gang. Danskerne renses for en del anklager om koloniale grusomheder.
Der findes ikke mange folk i verden der kan pege på et vist sted, et vist tidspunkt, og sige: Her startede vores historie. Det er tilfældet i Island og det kommer klart til udtryk på en udstilling i Reykjavík. Der har man udstillet udgravninger af en gård fra nihundredetallet. Ved hjælp af geologiske undersøgelser har man kunnet fastsætte de første spor af bosættelse til årene 871±2. Dette faktum styrker den officielle islandshistorie, men samtidig undergraver udstillingen den hidtidige forestilling om, hvem de første landnamsmænd var (landnám = bosættelse). I udstillingskatalogen bliver den ene af de to norske fostbrødre, der var de første der bosatte sig i Island, aflivet som en myte, som en Remus der af mytologisk nødvendighed blev tilføjet det islandske sidestykke til Romulus.
DEN officielle historie om bosættelsen lyder i korthed sådan: i 874 ankom to norske fostbrødre, Ingólfur Arnarson og Hjörleifur Hróðmarsson. De slog sig ned på sydkysten men Ingólfur smed et par udskårne træstave i havet og erklærede, at dér, hvor de drev på land, ville han bosætte sig. Hans karle fandt dem i Reykjavík, hvor Ingólfur bosatte sig sammen med sin hustru, Hallveig Fróðadóttir. Hjörleifur blev derimod dræbt af sine trælle.
I førnævnte katalog siger professor Helgi Þorláksson, at »selvom man ikke kan fastslå, at Hjörleifur er en opdigtet person, så er det mest sandsynligt.« Ifølge den revision af Islands historie der pågår for tiden var den viltre viking Hjörleifurs rolle udelukkende den at styrke Ingólfurs image som den pålidelige, trofaste, religiøse (selvom han fulgte den gamle hedenske skik) og seje bonde og familiefar, der dannede rygraden i det islandske folk. Man har påpeget, at historien om landnamet først blev skrevet 3-400 år efter, at den fandt sted. I mellemtiden var Island blevet en kristen stat med en magtelite, der skulle forsvare sin status.
Helgi Þorlákssons kollega ved Islands universitet, Már Jónsson, gik på den 3. islandske historiekongres sidste år så langt som at antyde, at han også anså Ingólfur Arnarson for en opdigtet person. De fortalte også om et forsøg, man gjorde for nogle år siden, hvor man smed 110 træstave i havet forskellige steder ud for Islands sydkyst. Ingen af dem fandt vejen til Reykjavík. De to repræsenterer den islandske historikerstand, der i voksende grad kritiserer den traditionelle version af Islands historie.
DET er først og fremmest den romantiske historieforståelse, der står for skud. Den er et produkt af selvstændighedskampen mod den danske stat fra midten af 1800-tallet indtil 1944 og ser i grove træk sådan ud: de gæve norske mænd, der ikke længere kunne udstå Harald den hårfagres udplyndring, flygtede til Island, hvor de oprettede en fristat med historiens ældste parlament, stiftet i 930. De levede som frie mænd indtil 1262, da Island blev underlagt den norske konge. Det var den islandske guldalder, men så gik det støt ned ad bakke.
Endnu værre blev det i 1380, da Island blev indlemmet i det danske kongerige. Reformationen var et beskidt trick, hvor det danske kongehus tilranede sig kirkens ejendomme, hvorefter de overtog al handel og forbød det islandske folk at handle med andre folk. »Den mørke middelalder« varede indtil slutningen af 1700-tallet, men derefter begyndte det at lysne. I 1800-tallet fremstod de første brave selvstændighedskæmpere og derefter gik det op ad bakke: i 1874 fik Island den første forfatning, i 1918 blev landet en suveræn stat og i 1944 begyndte den nye guldalder, eller snarere en fortsættelse af den første guldalder. Fristaten blev genoprettet.
Denne version støder man endnu på overalt, ikke mindst i den flod af brochurer og anden information udenlandske turister fodres med. På historikerkongressen beklagede man, at den nyere forskning har svært ved at ændre folks opfattelse af historien. Ingólfurs stave finder man stadigvæk i kommunen Reykjavíks våben.
DET første opgør var med de islandske sagaer. I tidens løb har man i Island anset dem som historiebøger, sandfærdige beretninger om livet i Island i de første århundreder. Den myte blev slået ihjel i efterkrigstiden og nu bliver sagaerne betragtet som romaner og noveller, selvom en del af dem bygger på historiske personer og begivenheder. Nu er turen kommet til de to, der direkte handler om bosættelsen på Island, Landnáma og Íslendingabók.
Som før nævnt foregår opgøret på mange fronter. Man har i lang tid forsket i islændingenes ophav. Er de alle sammen af norsk oprindelse, eller en blanding af norske og irske indflyttere? Antropologen Agnar Helgason har sammenlignet arveegenskaber hos islændinge, nordmænd, skotter og irere og fundet ud af, at imens 80,5 procent af de islandske mænd lignede de norske, hvad arvemassen angik, så lignede hele 62,5 procent af de islandske kvinder deres britiske søstre til forveksling. Det passer godt til teorier om, at de, som bosatte sig på Island, først og fremmest var enlige norske vikinger, der søgte ly på Island, hvor de slog sig ned og lod sig pensionere efter undervejs at have fundet en kone i Irland, Skotland, Shetland eller på Orkneyøerne.
Meteorologerne har også bidraget med interessante resultater fra undersøgelser af den grønlandske iskappe. De har fundet ud af, at under den islandske guldalder var vejrforholdene meget gunstige i Island. Gennemsnitstemperaturen i 900-1200 var den samme som i sidste halvdel af det tyvende århundrede. I perioden 1200-1900 var den derimod væsentlig lavere. Forskere har givet denne periode navnet »Den lille istid«.
Dette befrier den danske stat for en del af skylden for, hvor dårligt det gik i Island under »den mørke middelalder«. Som man plejer at sige, så befinder Island sig på grænsen af Jordens beboelige del og hvis temperaturen synker med 1-2 grader, kan det have katastrofale følger, ikke mindst i den teknologiske fase landet befandt sig i på den tid. Et enkelt vulkanudbrud i slutningen af 1700-tallet kostede en tredjedel af befolkningen livet.
DEN mest interessante tid for historikere er dog det nittende århundrede med spirende kapitalisme og kamp for selvstændighed. I begyndelsen er det gamle samfund – bondesamfundet som det bliver kaldt – endnu nærmest uændret, hvor næsten alle boede på landet og levede af landbrug. Fiskeriet som erhverv blev holdt nede af de rige og konservative bønder men efterhånden voksede det frem og i begyndelsen af det tyvende århundrede overtog fiskeriet landbrugets rolle som landets største erhverv med tilhørende urbanisering.
Myten om det nærmest klasseløse bondesamfund har fået en del slag, ikke mindst efter at forskere fandt ud af, at i slutningen af 1700-tallet boede kun 5 procent af befolkningen på egen jord. Ifølge en del historikere var det ikke mindst de ca. 200 velhavende bønder samt den islandske del af embedsmandsstanden, der opretholdt de hårde straffe – revseglæden var langt større og dommene meget hårdere i Island end Danmark. På enkelte områder trak islændingene det ud at indføre frihedsrettigheder som det danske folk havde tilkæmpet sig og den danske konge ønskede at indføre i Island.
I 1800-tallet opstår ideen om nationalstaten, der i Island får sit udslag i kravet om selvstændighed, men meget tyder på, at de rige bønder slog sig sammen med embedsmændene og modarbejdede løsrivelsen fra Danmark, i hvert fald under den første fase i 1850-64.
NÅR det drejer sig om selvstændighedskampen, kan man nu høre islandske historikere argumentere for at den ikke primært stod mellem islændinge og danskere men snarere mellem islændinge indbyrdes. Professor Guðmundur Hálfdánarson hævder, at da íslændingene under ledelse af Jón Sigurðsson rejste kravet om løsrivelse fra den danske union, var det ikke dette krav i sig selv, som danskerne ikke ville opfylde. Han hævder, at danskerne godt kunne tænke sig, at Island blev selvstændigt, fordi det rimede nogenlunde med deres krav over for Tyskland på vegne af Slesvig-Holsten.
Det var først og fremmest det skyhøje erstatningskrav Jón Sigurðsson tilføjede, som danskerne ikke kunne sluge. Han havde regnet ud, at den danske besættelse af Island havde kostet indbyggerne kæmpesummer i form af de danske købmænds udplyndring. Denne sum ville han have tilbagebetalt, men det ville danskerne ikke gå med til. Ifølge Guðmundur Hálfdánarson havde dette krav til formål at vise islændingene selv, hvor rige de var, bare de fik frihed til at handle på egne vegne. Hovedargumentet imod selvstændighed var nemlig, at Island var så fattigt og indbyggerne så få, at den nye stat ikke ville kunne klare sig og stå på egne ben. Det samme gør sig stadigvæk gældende på Færøerne og i Grønland.
Naturligvis hersker der ikke enighed om denne revision af historien, selvom historikerne efterhånden er blevet enige om en stor del af ovennævnte spørgsmål. De, som startede oprøret i halvfjerdserne, er for længst blevet professorer. I mellemtiden er der vokset en ny generation historikere op, der gør oprør mod professorerne. De angriber selve kernen i historikernes arbejdsmetoder, hvor man hele tiden forsøger at få overblik over historiens gang. Det kan man ikke, hævder de unge løver. Sagen er mikrohistorie. Man bør studere enkeltmenneskets historie, fordi den forløber efter helt andre baner, uafhængig af de såkaldt historiske begivenheder.
Denne gruppe har lige udgivet et manifest, hvorom man havde en livlig debat på forårets historikerkongres. Men det er en helt anden historie…
Þröstur Haraldsson er islandsk journalist og skriver regelmæssigt for Weekendavisen.