Weekendavisen #51 | Kultur | 17. December – 23. December 2004
Af THRÖSTUR HARALDSSON
I Island raser debatten om plagiarisme i en Halldór Laxness-biografi. I realiteten drejer sagen sig om ejendomsretten til den islandske kulturarv.
REYKJAVIK – Selvom der er gået seks år fra forfatteren Halldór Kiljan Laxness’ død går bølgerne stadigvæk højt omkring Islands eneste nobelpristager. I november ventede man to biografier om Laxness. Den ene udkom på dagen for det islandske sprog, den 16. november, mens den anden først blev udsat af forlaget på ubestemt tid for derefter at udkomme på forfatterens eget forlag her to uger før jul! Ifølge forlagets direktør var man nødt til at udsætte udgivelsen – det drejer sig om bind 2 af et trebindsværk – på grund af forfatterens sygdom. Mange vil dog mene at udsættelsen havde noget at gøre med at Laxness-familien har lagt sag an mod forfatteren, universitetsprofessor i politisk filosofi Hannes Hólmsteinn Gissurarson, for plagiat og citatfusk i biografiens første bind der udkom ifjor. Siden den udkom, er debatten omkring den blusset op mange gange.
Det første bind beskrev Laxness barndom og opvækst indtil han var tredive år gammel i 1932. Lige efter at den udkom lød der et ramaskrig fra anmeldere, litteraturforskere og andre akademikere. Forfatteren blev anklaget for at bruge hele afsnit fra Laxness egne bøger uden at redegøre for det eller bruge anførselstegn. Disse tekster ser ud til at være forfatterens egne. Og ikke kun fra Laxness bøger for man har fundet mange eksemplarer på citater fra andre forfattere og forskere, der har lidt den samme skæbne, deriblandt en del fra den svenske litteraturforsker Peter Hallbergs bøger om Laxness. Således fremsættes en del teorier og analyser som forskerens egne, når han faktiskt har »lånt« dem fra andre forskere.
Omfanget af disse plagiater er ikke ringe. Laxness datter, filminstruktøren Guðný Halldórsdóttir, fortalte Weekendavisen at sagen drejer sig om 120 tilfælde hvor Hannes Hólmsteinn bryder hendes fars forfatterrettigheder. »Der findes flere tilfælde. Det ser ud til at han simpelthen har scannet fars erindringsbøger for derefter at ændre teksten her og der og gøre den til sin egen. Ialt har vi fundet den slags citater fra 26 af fars bøger. Nogle gange har han haft for travlt til at ændre fars skrivemåde,« siger Guðný og henviser til det faktum at hendes far brugte sine private retskrivningsregler som i udstrakt grad fraviger de officielle regler.
ANMELDELSER af biografiens første bind var ikke særlig gunstige for forfatteren. De fleste er enige om at bogen ikke tilføjer noget nyt til det man har vidst om Laxness. Selv har Hannes Hólmsteinn påpeget nogle nyheder men de tilhører småtingsafdelingen og drejer sig mest om Laxness kærlighedsforhold. For det andet siger man at forfatteren ikke er særlig kritisk overfor sine kilder. Han bruger Laxness erindringsbøger – som har betegnelsen »erindringsromaner« – som historiske facts, og det samme gælder private breve og interviews der blev skrevet mange år efter de begivenheder de beskriver.
Hele denne affære er særdeles pinlig for specielt to islandske institutioner. Den ene er Islands Universitet, Hannes Hólmsteins arbejdsgiver, der har oplevet en arrig diskussion blandt de ansatte om etik og arbejdsmoral uden at være i stand til at gribe sagen an på en myndig og ordentlig måde. Sagen blev forelagt universitetets etiske udvalg, men forfatterens sagførere fik en dommerkendelse for at udvalget ikke er kompetent til at diskutere sagen.
Den anden instans er Edda forlag som udgiver af både den omstridte biografi og Laxness egne bøger. Edda er Islands største forlag som blev stiftet for fire år siden efter adskillige transaktioner på markedet hvor en del mindre og større forlag blev forenet. Blandt dem findes Laxness gamle forlag, Helgafell, samt både højre- og venstrefløjens flagskibe fra den kolde krig. I 2002 skiftede aktiemajoriteten hænder og de nuværende ejere befinder sig i den yderst delikate stilling at arvingerne til forlagets absolut førende forfatter har besluttet at lægge sag an mod en anden af forlagets forfattere for brud mod de rettigheder forlaget har pligt til at varetage! Hvordan skal man så føre sig frem med det bind, der mangler?
MANGE er af den mening at det netop er bind nummer to Hannes Hólmsteinn var mest interesseret i at skrive. De første tredive år af Laxness liv er både vel dokumenterede og ikke særlig omstridte. Man kan ikke sige det samme om de efterfølgende tredive år. I mellemkrigstiden var han meget aktiv på venstrefløjen som debattør og politisk agitator og foruden sine berømte romaner udgav han tidsaktuelle debatbøger, deriblandt to rejsebøger fra sit ophold i Sovjetunionen (hvor af den ene, Det russiske eventyr udkom på dansk i 1939 og ifølge Morten Thing gjorde stort indtryk på danske kommunister). Dér ophold han sig i 1932 og igen i 1937-1938 hvor han blandt andet fulgte med i Bukharin-processen. Den får dog ikke særlig stor plads i rejsebøgerne, hvor han beskriver det forjættede land hvor alting går på skinner.
Laxness er af højrefløjen beskyldt for bevidst at have bedraget sit islandske publikum, da han måtte vide besked om de politiske forfølgelser der foregik. Det har Laxness delvis givet sine kritikere ret i da han i begyndelsen af tresserne udgav En digters opgør, hvori han gør op med Sovjetunionen og sin kommunistiske fortid. Men det er ikke nok for Hannes Hólmsteinn Gissurarson. Som nyliberalismens islandske chefideolog ønsker han at få ram på den nuværende venstrefløj og knytte den til den kommunistiske fortid via Halldór Laxness. Selvom det muligvis lyder fornuftigt for danskere forholder det sig anderledes i Island. I 1938 blev Kommunistpartiet afløst af Socialistpartiet der brød officielt med det sovjetiske søsterparti og Komintern. Selvom der stadigvæk var kontakt mellem de to partier var det først og fremmest på personlig basis, hvor enkelte ledende figurer indenfor Socialistpartiet opretholdt forbindelsen. Partiet fulgte dog i store træk Moskvas linje indtil det i 1956 indgik i en valgalliance, Folkealliancen, der var søsterparti til SF.
For den mere etablerede del af den islandske højrefløj er sagen ikke helt så enkel som Hannes Hólmsteinn fremstiller den. Deres forhold til Halldór Laxness har varieret. I begyndelsen var de begejstrede for at det islandske folk havde fostret en stor forfatter. Men eftersom Laxness blev mere radikal blev glæden forvandlet til fjendskab der kulminerede efter udgivelsen af Atomstationen i 1948 hvor Laxness ironiserer over borgerskabets leflen for USA i slutningen af anden verdenskrig. Men da han modtog nobelprisen i 1955 måtte alle erkende at Island nu ejede en forfatter i verdensformat og ham var man nødt til at vise respekt.
Denne udvikling blev genopfrisket i Morgunblaðið, den store borgerlige avis. Bladet bragte en stor artikel af Hannes Hólmsteinn, hvor han skrev om de interne stridigheder i den svenske akademi under sommeren 1955. Forud for udnævnelsen af Halldór Laxness herskede der tvivl om hvem skulle få prisen og enkelte medlemmer af akademiet modsatte sig kraftigt at den skulle gives til den islandske forfatter og kommunist. Et par dage senere bragte Morgunblaðið uden nogen synlig anledning en artikel, hvor man gengav alle de smukke ord bladet skrev om Laxness da han fik prisen, mens de mere negative udfald blev bortcensureret.
NU er der imidlertid udkommet en ny Laxness-biografi, denne gang skrevet af Islands førende Laxnessekspert, Halldór Guðmundsson. Han er litteraturforsker og har skrevet to bøger om Laxness. Desuden var han chefredaktør på venstrefløjens gamle forlag, Mál og menning (Sprog og kultur), som han førte ind i Edda forlag. Efter ejerskiftet i 2002 forlod han forlaget og biografien udkom på et andet forlag. Han nyder arvingernes tillid og har haft ubegrænset adgang til Laxness personlige arkiv og brevsamling mens han skrev bogen, som har fået en meget positiv modtagelse.
Man kan godt forstå at han ikke vil kommentere striden omkring den anden biografi udover at den drejer sig om den islandske kulturarv. Halldór Laxness er en så dominerende skikkelse indenfor islandsk kultur at de der kan hævde at han tilhører dem nærmest kan gøre krav på at være kulturarvens håndhævere. »Grunden til at debatten er så følelsesladt er at venstrefløjen har tabt så mange kampe på det sidste at de meget nødigt også ser Laxness snuppet fra dem,« siger Halldór Guðmundsson. Han tilføjer at han ikke er ude på et redningstogt for venstrefløjen. »Jeg har forsøgt at skrive en objektiv biografi, blandt andet ved hjælp af russiske historikere der undersøgte sovjetiske arkiver for beviser om Laxness forhold til Sovjetunionen. På den måde prøver jeg at kaste lys over Laxness liv i ekstremernes århundrede.«
Debatten vil nok ikke blive mindre heftig når man for første gang læser om brevvekslingen i slutningen af fyrrerne mellem daværende udenrigsminister Bjarni Benediktsson (far til den nuværende justitsminister) og USAs ambassador i Island. De var enige om at man på nogen måde måtte bringe Laxness til tavshed, ikke mindst da han skrev så meget dårligt om de to landes forhold i Atomstationen. Derfor spurgte den islandske udenrigsminister om ambassadoren ikke kunne finde ud af hvor store honorarer Laxness havde fået i Amerika men undladt at nævne det i sin islandske selvangivelse. Lidt senere blev Laxness idømt store bøder og pantefogeden tog pant i forfatterens bolig udenfor Reykjavík – hvor statsministeren forøvrigt åbnede et museum her i sommer.
I et interview med Halldór Guðmundsson kom han ind på sin navnebrors forhold til Danmark og det danske folk som han hævdede var en smule ambivalent.
»På den ene side var Laxness opvokset under selvstændighedskampen hvor man så ned på danskerne, dem kunne islændingerne godt klare sig uden. – De duer måske til at bage wienerbrød men stort set ikke meget mere, fordi de mangler sagaerne, sagde han en gang. Det er en utrolig arrogant holdning hos en indbygger af Island hvor det første orkester blev stiftet i 1876 og den første maleriudstilling holdt i 1900, to år før Laxness blev født. Men sådan var Halldór Laxness. Det er fascinerende at se, hvor målrettet han var helt fra sin barndom. Han var fuldstændig klar over at han ville være en verdensberømt forfatter. Seksten år gammel udgiver han sin første roman og året efter, i 1919, rejser han til Danmark. Han flytter ind i et værelse på Store Kongensgade 96 og sætter et skilt på døren hvor det står: Halldór Guðjónsson frá Laxnesi, poeta. To måneder senere mangler han penge og putter derfor en kuvert ind ad brevsprækken på Berlingskes hus. Et par dage senere bragte Berlingske Tidende hans første novelle, Den tusindaarige Islænding, på forsiden af søndagsbilaget. Dengang var han kun sytten år gammel og så barnslig af udseende at hvis redaktøren havde mødt ham i egen person, ville han nok ikke have skænket det en tanke at bringe artiklen i avisen.
På den anden side elskede Laxness Danmark og besøgte landet så tit som muligt. Han plejede at sejle til København et par gange om året og indlogere sig på Hotel d’Angleterre eller Tre Falke. Efter anden verdenskrig ansatte han en dansk agent, sagfører Hartvig Jacobsen, der forvaltede alle hans rettigheder i hele verden. Hartvigs søn, Per Finn, overtog agenturet i begyndelsen af halvtredserne, men ti år senere kom han ud i vanskeligheder, hvor han begyndte at misbruge sine klienters konti. Da Laxness opdagede det var 40.000 danske kroner af hans udenlandske honorarer forduftet.«
HALLDÓR Guðmundsson fremhæver, at Halldór Laxness havde mange venner blandt danske forfattere, deriblandt Hans Kirk og Paul la Cour, men ingen dog bedre end Martin Andersen Nexø. »Igennem ham fik Laxness kontakter i Sovjetunionen. Han opholdt sig i Moskva i mange måneder i 1937-1938 og ventede hele tiden på et positivt svar på om det statslige bogforlag ville udgive hans bøger. Omsider gik de med til at udgive Frie mennesker og Laxness fik igennem Andersen Nexø forbindelse med dennes russiske oversætter, Anne Hansen, der havde været gift med en dansker. Hun påtog sig at oversætte bogen til russisk og blev ved med det indtil hun døde af sult under Leningrad-blokaden. Det var først efter Stalins død, at Laxness bøger blev udgivet i Sovjetunionen. Muligvis var det fordi han ikke var nogen rigtig socialrealist,« siger Halldór Guðmundsson.
Han tilføjer at Laxness som ganske ung overvejede at blive forfatter på dansk ligesom Gunnar Gunnarsson og flere islandske forfattere, men det blev ikke til noget. »Men han skrev en del på dansk og var en aktiv debattør i danske aviser, til at begynde med i Land og folk, men fra 1955-1970 skrev han regelmæssigt i dagbladet Politiken. Da han fyldte halvtreds i 1952 fejrede Land og folk hans fødselsdag og bragte lykønskninger til ham fra en række danske forfattere. Blandt dem var Karen Blixen og det var sikkert den eneste gang hun skrev i Land og folk,« siger Laxness-biografen Halldór Guðmundsson.
Men selvom Halldór Kiljan Laxness har ligget i sin grav i seks år vil den islandske debat om hans liv og meninger ikke dø hen i den nærmeste fremtid, fordi den drejer sig om selve kernen i det islandske folks kulturelle identitet. Laxness betydning for islandsk litteratur blev en gang beskrevet af hans kollega, Pétur Gunnarsson, på følgende måde: – Halldór Laxness skabte det litterære vejnet på Island. Siden da har vi forfattere stort set ikke gjort andet end at køre rundt omkring på hans veje.
Forfatteren er islandsk journalist.