Ingibjörg Hafstað indførte begrebet islandsk på arbejdspladsen og har undervist immigranter af over 100 nationaliteter i islandsk.
Ligesom Færøerne har Island ændret sig markant i det nye århundrede fra at være et homogent til det nuværende multikulturelle samfund hvor hver niende indbygger er af udenlandsk herkomst. Det stiller nogle helt andre krav til uddannelsessystemet hvis tilflytterne skal forstå og kommunikere med de islandsktalende indbyggere. Ingibjörg Hafstað tilhører veteranerne blandt dem der beskæftiger sig med at lære nye islændinger at kommunikere på islandsk.
Ingibjörg kender godt hvordan det er at være udlænding. Som datter til en islandsk diplomat voksede hun op i flere europæiske hovedstæder, Moskva, Oslo, Paris for at nævne nogle få. Under sin opvækst måtte hun mange gange lære et nyt sprog for at kunne omgås med de lokale. Denne erfaring har hun brugt til að formidle islandsk til folk af over 100 forskellige nationaliteter, til at begynde med som lærer på Reykjavík kommunes center for videreuddannelse, men nu har hun i en årrække arbejdet som selvstændig næringsdrivende.
Islandsk til daglig brug
Hun indførte det som hun kalder for islandsk på arbejdspladsen. Hun møder op hvor folk arbejder og bruger deres daglige omgivelser som udgangspunkt. «Vi begynder selvfølgelig på Jeg hedder … og kommer fra … osv. men derefter drejer samtalen sig om arbejdet, kontakten med kollegaerne, firmakulturen og andre ting folk behøver at vide for at klare sig på arbejdspladsen. Vi snakker også om løn og andre rettigheder, hvor vi får besøg af folk fra fagforeningen. Kulturen på arbejdspladsen og dagliglivet er altid i fokus, men vi lægger mindre vægt på grammatik end udtalen, fordi den sidstnævnte behøver de for at kunne kommunikere med de indfødte,» siger Ingibjörg.
Hun har rejst rundt og holdt kurser på fiskefabrikker, autoværksteder, en ferrosilikonfabrik og en del byggepladser, bare for at nævne nogle få. «Jeg starter med et besøg hvor jeg medbringer mit kamera og tager billeder af folk i arbejde og deres omgivelser. Dem bruger jeg så i undervisningen. Hvad hedder det her? Hvordan siger man når … osv. Når folk skal lære et fremmed sprog foregår det i to trin. For det første skal man kende kulturen, etiketterne, og forstå sine omgivelser, hvordan man opfører sig på et nyt sted. Samtidig begynder man at lære sproget, altså hvad tingene hedder, begreber, udtryk og den slags. Derfor er det nemmere at tage udgangspunkt i arbejdspladsen for derefter at gå over til andre områder hvor folk omgås de indfødte på daglig basis,» siger hun.
Hvornår er et barn uartigt?
For tiden arbejder hun mest for Reykjavík kommune, holder kurser for ansatte i kommunens skoler, svømmehalle og andre institutioner, men også for arbejdsformidlingen hvor hun underviser arbejdsløse immigranter. Før krisen i 2008 var arbejdsgiverne meget villige til at holde sprogkurser for deres udenlandske ansatte, men siden har nedskæringer og besparelser sat en stopper for det. Reykjavík kommune er en undtagelse, da den tilbyder regelmæssige kurser for de udenlandske medarbejdere.
«Jeg underviser en del ufaglærte medarbejdere indenfor folkeskolen. De omgås børnene meget og deres største problem er at de ikke kender den islandske børnekultur. Hvornår er et barn uhøfligt og hvornår direkte uartigt? De islandske børns opførsel kan til tider virke ret løssluppen i mange udlændingers øjne. Det øger deres sikkerhed på jobbet hvis de lærer om deres omgivelser.»
Manglende kommunikation
Hun siger at hendes elever er meget taknemmelige for denne måde at lære islandsk på. «Det gør det lettere for dem at lære de ord og den terminologi som de trænger men ikke er i stand til at spørge om, fordi de ikke mestrer sproget godt nok. De oplever ganske tit at så snart islændingerne hører at de ikke taler fejlfrit islandsk, så begynder de at tale engelsk. Jeg kender en del immigranter der ikke kunne ét ord i engelsk da de kom til Island men er blevet ret gode til det selvom imens deres evne til at tale islandsk udvikler sig lansomt. Vi islændinger er ikke særlig gode til at snakke med folk der har accent.»
Hun påpeger at der er stor forskel på i hvor høj grad man kommunikerer med folk på arbejdspladserne. «I skolen er folk selvfølgelig nødt til at snakke islandsk med børnene. Men vi lavede en undersøgelse på fiskefabrikken hvor vi fandt ud at folk kun kommunikerer i ti-femten minutter om ugen på islandsk. Mens de arbejder har de høreværn på og lytter til radio eller musik og i pauserne sidder polakker, thailændere og islændinger hver for sig. Brug af islandsk var begrænset til god dag og ses i morgen. Derfra går folk i supermarkedet hvor det kun er: Behøver du en bærepose?»
Analfabeter skal læse
Ligesom i mange andre europæiske lande skal immigranter bestå eksamen i islandsk hvis de søger islandsk statsborgerskab. Ingibjörg er kritisk over for det eksamen man forelægger dem.
„Det er måske ikke særlig svært for folk der kommer fra lande med beslægtet sprog, f.eks. folk fra de slavisk- eller germansksprogede lande. Men blandt dem som dumper til eksamen er ni ud af ti fra Asien – Kina, Vietnam, Thailand, Nepal. Deriblandt er der en del analfabeter og andre som står over for kravet om at kunne læse tekst på et helt anderledes alfabet end de er vokset op med. De kender måske 500-1 000 ord på islandsk men klarer hverken at læse eller skrive og dumper igen og igen. Det har jeg længe forsøgt at få ændret og nu ser det omsider ud til at jeg bliver hørt, ihvertfald delvis. Jeg har hørt at de som ikke kan læse kan tage en mundtlig prøve,“ siger Ingibjörg Hafstað.