Weekendavisen #31 | 1. sektion | 31. Juli – 6. August 2009
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Ansøgningen om EU-medlemskab blev modtaget og videresendt på rekordtid. Udfaldet afhænger af fisk, landbrug, kuldsejlede finansfiduser – og irerne.
REYKJAVIK – Det kom som en overraskelse for mange EU-skeptikere, at det tog så kort tid for EU at godkende Islands ansøgning for medlemsskab. Selv om der blev rejst enkelte spørgsmål – om landets økonomiske problemer og rækkefølgen af de nye ansøgerlande – vedtog EUs udenrigsministre enstemmigt at videresende ansøgningen til EU-Kommissionen kun elleve dage efter, at Altinget for første gang i landets historie med knebent flertal vedtog at søge medlemskab i det europæiske fællesskab.
Altingets diskussion op til den skæbnesvangre afstemning viste, hvor forvirrede og splittede islændingene er, når de skal tage stilling til fremtiden og hvilken vej ud af krisen, man bør vælge. De to regeringspartier, Socialdemokraterne og De Venstregrønne, er enige om at være uenige om medlemskab. Førstnævnte parti har haft medlemskab som første prioritet i mange år, mens deres regeringspartnere er erklærede modstandere, selvom enkelte af partiets ledere har nærmet sig EU på det sidste.
Ved regeringsdannelsen blev partierne enige om at søge medlemsskab for at gøre det klart, hvilke betingelser EU vil stille til landet. Når der foreligger et forhandlingsresultat, har man fået noget konkret på bordet; noget, folket kan tage stilling til. Udfaldet af den folkeafstemning har de to partier meget forskellige forventninger til.
Erhverv eller livsstil
Altingets afgørelse var utvivlsomt en sejr for Socialdemokraterne, men det betyder ikke, at den endelige sejr er i hus. Nu begynder den proces, der afgør betingelserne for islandsk medlemsskab. Hvis de mest optimistiske får ret, vil de egentlige forhandlinger begynde efter EU’s topmøde i december. Da Island som medlem af EØS og Schengen allerede har overtaget to tredjedele af EU-lovgivningen, kan man koncentrere sig om ganske få områder. Muligvis kan forhandlingerne blive afsluttet næste sommer, men derefter kommer en lang process, hvor Island og de 27 EU-medlemmer ratificerer aftalen. For Islands del kræver det også en grundlovsændring med tilhørende altingsvalg. Det betyder, at Island tidligst kan blive medlem af EU i 2011, men meget tyder på, at det vil tage længere tid.
Det er først og fremmest tre forhold, der kan forsinke processen. Det første og vigtigste for Island er, at en aftale ikke betyder, at Island skal overgive den hårdt tilkæmpede ret til selv at administrere fiskeripolitiken i islandske farvande. Den islandske udenrigsminister, socialdemokraten Össur Skarphéðinsson, udtrykte det sådan, at hvis EU ikke har andet at byde på i fiskerispørgsmålet end en »rotten deal«, vil han selv stemme nej til aftalen. Hans litauiske kollega, Vygaudas Usackas, opfordrede i mandags de europæiske ledere til at huske, at »fiskeriet for islændingene ikke kun er et erhverv, men en livsstil«.
Foruden fiskeriet kan det blive svært at forhandle sig frem til en aftale om det islandske landbrug. De islandske landmænd har kæmpet hårdnakket mod ansøgning, fordi de mener, at medlemskab vil medføre så store nedskæringer i de statslige støtteordninger, at islandsk landbrug ikke vil overleve.
Vi betaler – muligvis
De to andre forhold står uden for de egentlige forhandlinger mellem Island og EU. Det ene drejer sig om, hvordan Island forholder sig til aftalen med Storbritannien og Holland (med EU i kulisserne) om de berygtede IceSave-konti. Ifølge den aftale, man blev enig om i foråret, skal Island tage ansvaret for en stor del af de penge, som britiske og hollandske statsborgere havde betroet den islandske Landsbanki med. Banken gik konkurs i oktober sidste år. Aftalen har været stærkt omdiskuteret i Island, og regeringen har hidtil ikke været i stand til at samle et flertal bag den i Altinget.
Hvis det bliver udfaldet, at Island siger nej til aftalen, eller gør krav på genforhandling, kan det bidrage til, at ansøgningsprocessen bliver udsat. Den hollandske udenrigsminister, Maxime Verhagen, har erklæret, at han ser det som en betingelse for islandsk medlemskab, at Island accepterer IceSave-aftalen.
Island bliver nok nødt til at anerkende aftalen alligevel. Det modsatte vil blive tolket som en erklæring fra Islands side om, at »vi betaler ikke«. Det ville føre til en udsættelse af udbetalingen af de lån, Island har fået løfte om fra Den Internationale Valutafond og de nordiske nationalbanker. Dermed vil der gå endnu længere tid, før man kan igangsætte den livsnødvendige normalisering af det islandske finanssystem, som hele samfundet venter på.
Mange ser euroen som en naturlig del af denne normalisering. Det lader sig ikke gøre, med mindre Island bliver fuldgyldigt medlem af EU. For mange er det den eneste vej ud af finanslivets krise. Men det tager tid, for euroen kan først erstatte den lemlæstede islandske krone tre-fire år efter islandsk optagelse i EU. I mellemtiden håber man fra islandsk side, at Den Europæiske Centralbank på en eller anden måde vil bidrage til at styrke kronens stilling, for eksempel med en »dansk« løsning med optagelse i ERM II.
Det tredje forhold er EU’s udvikling i den nærmeste fremtid. Som bekendt skal irerne til efteråret stemme om Lissabontraktaten for anden gang. Hvis de siger ja, vil det bane vejen til udvidelse af EU, mens endnu et nej vil medføre, at dørerne lukkes, indtil man har genforhandlet Lissabontraktaten. I øjeblikket står en gruppe nationer i Europas sydøstlige hjørne i kø for at komme ind i varmen. På mandagens møde i Bruxelles advarede både den franske og den østrigske udenrigsminister mod, at Island bliver sat foran ansøgerne fra Balkan i køen.
Hvis alt går, som de islandske socialdemokrater ønsker, vil man næste sommer blive i stand til at forelægge de islandske vælgere en aftale. Ifølge meningsmålingerne er befolkningen splittet i to lige store grupper. Hvis vælgerne mener, at aftalen indeholder en gunstig løsning på fiskerispørgsmålet og en landbrugsaftale, man kan leve med, vil svaret muligvis blive et ja. Hvis ikke – ja, så må Europa nok klare sig uden Island i mange år fremover.
Forfatteren er islandsk journalist.