Weekendavisen #18 | 1.sektion | 3. Maj – 9. Maj 2013
Af ÞRÖSTUR HARALDSSON
Island.De islandske vælgere har bragt krakkets store syndere til magten igen til gengæld for en generel nedskrivning af boliglånene. En regering hen over midten er dog ikke udelukket.
Mikhail Gorbatjov og Winston Churchill har tre ting til fælles. De kom begge to på besøg til Island, mens deres karrierer var på det højeste. De førte deres folk igennem svære tider og blev begge to belønnet med bragende nederlag i det efterfølgende valg. Ved lørdagens folkeafstemning blev den islandske statsminister tildelt samme skæbne. Jóhanna Sigurðardóttir går ganske vist på pension, men hendes parti, Socialdemokraterne, gik fra 30 procent til knap 13 procent og mistede 11 ud af 20 mandater i Altinget. Det andet regeringsparti, De venstregrønne, blev ligeledes halveret og mistede 7 ud af 14 mandater.
Til gengæld gik det godt for oppositionen, især de to store borgerlige partier, Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet, »det gamle bondeparti« som forfatteren Hallgrímur Helgason kaldte det her i avisen. Sidstnævnte parti er uden tvivl valgets sejrherre. Det gik frem med knap 10 procent til 24,4 procent og har nu 19 mandater, lige så mange som Selvstændighedspartiet. To nye partier klarede spærregrænsen på 5 procent. Piratpartiet fik 5,1 procent og tre mandater og Lys Fremtid 8,3 procent og seks mandater. Sidstnævnte parti blev dannet af udbrydere fra Socialdemokratiet og komikerne fra kommunalvalget i 2010.
Fremskridtspartiets formand, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, fik tirsdag grønt lys fra præsidenten til at danne en ny regering. De fleste regner med, at de to sejrherrer ikke behøver mange dage til at finde en fælles platform, men præsidenten gav aspiranten et vink om at se sig omkring. Ólafur Ragnar Grímsson bad ham danne en regering, som er i stand til at samle et bredt flertal af befolkningen bag sig. Det bliver tolket sådan, at nu skal Sigmundur Davíð se, om der findes muligheder for at danne en regering tværs over midten, for eksempel med deltagelse af Socialdemokraterne og Lys Fremtid.
Icesave-heltenes fremmarch
Fremskridtspartiet dominerede valgkampen helt og aldeles. Alle andre partier måtte lade sig nøje med at reagere på partiets generøse tilbud til alle husejere – rige såvel som fattige – om en nedskrivning af deres gæld med 20 procent. Temaer som miljø og energi, social- og uddannelsespolitik, blev ikke diskuteret. Den største årsag til partiets fremgang var, at det konsekvent nægtede at forhandle om Icesave-gælden (som hollandske og britiske myndigheder måtte stå inde for, da den islandske Landsbanki gik konkurs i efteråret 2008). Forhandle ville partiet heller ikke, når det gjaldt EFTA-domstolens frifindelse af den islandske stat, hvilket fik kursen på partiet til at ryge i vejret.
Selvom Icesave-sagen er afsluttet, tales der meget om den overhængende »snedynge« som den største trussel mod landets økonomi. Efter krakket i 2008 blev der indført valutarestriktioner, der først og fremmest skulle dæmme op for udvandring af islandske kroner, der ejes af investorer. Hvis de får lov at veksle dem til valuta og eksportere dem, vil det svække kronekursen drastisk og drive inflationen til uanede højder. Regeringen og Nationalbanken har påbegyndt forhandlinger med ejerne, og her har Fremskridtspartiet fået øje på enorme muligheder for de gældsatte islandske familier. Partiet vil udnytte denne situation til enten at forhandle sig frem til eller ekspropriere igennem beskatning mindst 300 milliarder islandske kroner, cirka 15 milliarder danske kroner – over halvdelen af det islandske statsbudget – der så kan bruges til en generel nedskrivning af familiernes boliglån.
De andre partier samt en række eksperter spørger, hvem der til syvende og sidst skal betale denne nedskrivning, og om det ikke bliver de islandske skatteydere eller pensionsfonde, der vil stå for regningen. Samtlige partier vil naturligvis hjælpe de mange gældsatte familier, men Nationalbanken har regnet ud, at Fremskridtspartiets metode især vil gavne ejere af store ejendomme, mens de fleste, der virkelig sidder i saksen, ikke bliver bedre stillet.
Brist på kommunikation
Mens den forrige regering blev beskyldt for at lade de gældsatte familier i stikken, brugte ministrene en stor del af deres tid på at besvare spørgsmål fra udenlandske journalister om, hvorfor Island har klaret sig så godt efter krakket. Det bekræfter Katrín Jakobsdóttir – fungerende kulturminister og nyvalgt formand for De venstregrønne.
»Der er kommet en del journalister, ikke mindst fra andre lande, som har befundet sig i krisetilstand,« siger hun til Weekendavisen.
»Det er især journalister fra Irland, Spanien og Portugal, der fik krisen at føle samtidig med os. De spørger, hvordan vi har kunnet klare os så godt. De er begejstrede, men vi har ikke klaret at forklare det for vores vælgere.«
Der er noget om snakken, hvis man ser på et par nøgletal. Arbejdsløsheden er halveret fra 10 procent, da den var størst, til omkring 5 procent nu. I 2009 var underskuddet på statsbudgettet godt 200 milliarder ISK – cirka 10 milliarder danske kroner – det er nu så godt som forsvundet. Velfærdsstaten er blevet bevaret, om end noget beskadiget på grund af nedskæringer. Skatterne blev godt nok sat i vejret, men det ramte først og fremmest de velhavende.
En fest, hvor alle skændes
Alligevel oplevede regeringspartierne et sviende nederlag. Hvorfor?
»Foruden dårlig kommunikation mellem regeringen og vælgerne, har de opgaver, vi stod overfor i 2009 hverken været sjove eller populære. Vi er blevet nødt til at tage en del drastiske beslutninger, og jeg kender ingen, der morer sig med nedskæringer eller skatteforhøjelser. Dertil kommer vedvarende interne kampe i mit parti, som blandt andet førte til udmeldelser af tre altingsmænd. Ingen har lyst til at gå til en fest, hvor alle skændes hele tiden,« siger Katrín Jakobsdóttir.
Kulturministeren nikker anerkendende, når det bliver påpeget, at de fleste af ministrene var ret uerfarne, da de tog sæde i regeringen i foråret 2009.
»Ja, vi fik virkelig travlt, opgaverne var enorme, og vi forsømte vores bagland. Jeg føler, vores vælgere og partimedlemmer har et stort behov for at snakke med ledelsen.«
Hun er også til en vis grad enig med dem, der hævder, at regeringens platform var alt for ambitiøs. Man havde planer om at omdanne det islandske samfund og genskrive en stor del af lovsamlingen. Det fik man så ikke tid til at gøre, fordi den økonomiske ramme var stram og redningsarbejdet efter krakket tog sin tid. Alligevel skete der en hel del.
»Vi fik sat et nyt regelsæt for vores natur og energikilder, en ny lovgivning omkring medierne og deres ejere og en del anden skelsættende lovgivning,« påpeger hun.
Blandt de største sager, der ikke klarede skærene, var indførelse af en ny forfatning samt ændringer på fiskeriadministrationen. Begge lovforslag blev til sidst opgivet, fordi oppositionen truede med obstruktion i Altinget. De ville tale forslagene ihjel. Ansøgningen om medlemskab af EU blev udsat, indtil valget er omme, men der hersker stor tvivl om, hvorvidt forhandlingerne bliver igangsat igen. Begge oppositionspartier vedtog på vinterens landsmøder, at befolkningen skal afgøre i en folkeafstemning, hvorvidt forhandlingerne skal sættes i gang på ny. Meningsmålingerne viser dog, at flertallet af de islandske vælgere ønsker, at forhandlingerne bliver afsluttet, så en aftale kan gå til folkeafstemning.
Hvem bliver statsminister?
Som før nævnt peger alt på, at de to store partier, Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet, danner en centrum-højreregering, selvom det ikke er udelukket at danne en regering hen over midten. Fremskridtspartiet vil som valgets sejrherre gøre krav på statsministerposten, men det bliver svært for Selvstændighedspartiet at acceptere. Det ville være anden gang i træk, at de må undvære posten. Dertil kommer, at partiets formand, Bjarni Benediktsson, blev svækket under valgkampen. Hvis han ikke bliver statsminister, vil hans dage som formand sandsynligvis være talte.
Sigmundur Davíð har understreget, at Fremskridtspartiets hovedkrav om at komme de gældsatte familier til undsætning ikke er til diskussion. Inden for Selvstændighedspartiets altingsgruppe er der mange, der ikke vil stemme for Fremskridtspartiets forslag. Desuden står der meget på spil: en ny forfatning, landets økonomi samt forbindelsen mellem Island og resten af verden.
Forfatteren er islandsk journalist.